Saliva som diagnostisk redskab – muligheder og begrænsninger
Der har især indenfor de seneste år været en stigende interesse for brugen af spyt som diagnostisk redskab. Der er en række fordele ved at anvende spyt frem for blod og andre kropsvæsker i forbindelse med sygdomsopsporing, diagnostik samt monitorering af sygdomsprogression og behandlingseffekt, idet spyt er nemt, billigt og smertefrit at opsamle. Imidlertid har brugen af spyt været begrænset af manglen på sensitivitet og specificitet, manglende korrelation mellem biomolekyler i blod og spyt, og døgnvariationer i spytflow og -sammensætning. I de seneste årtier har der været en hastig udvikling indenfor OMIC-teknologier, især indenfor genomics og proteomics, men også metabolomics, hvilket betyder, at vi i fremtiden vil kunne anvende spyt til påvisning af sygdomsmarkører i den daglige kliniske praksis i langt større omfang end i dag.
Saliva as a diagnostic tool – possibilities and limitations
Saliva has for a long time been considered an important diagnostic fluid. Thus, unlike blood and other body fluids, the use of saliva in diagnostics offers an easy, inexpensive and painless method for early diagnosis, and for monitoring disease progression and the effect of therapeutic intervention. However, the use of salivary diagnostics has been hindered by the lack of sensitive and specific methods, the lack of correlation between biomolecules in the blood and saliva, and the circadian and flow dependent variations in saliva. During the last decade, OMIC technologies have improved, especially with regard to genomics and proteomics, but also metabolomics. Consequently, the use of salivary diagnostics in clinical settings is becoming a reality. The most significant landmark in salivary diagnostics is the ability to identify the disease biomarkers and to transfer this knowkedge from the laboratory to the clinical practice.
