Tandplejens stedbørn – de udsatte og de udstødte

I de sidste tre decennier har den odontologiske interesse og viden om udsatte/udstødte grupper været i stadig vækst, og udsatte/udstødte er nu også inkluderet i WHO’s politik på tandplejeområdet. I Danmark har dette resulteret i de to tandplejeordninger: omsorgstandpleje og specialtandpleje samt i et større antal lokale forsøgsordninger. Traditionelt har de udsatte grupper primært omfattet udviklingshæmmede borgere, ældre funktionssvækkede borgere og borgere med en langvarig psykiatrisk lidelse. Der er imidlertid kommet øget fokus på socialt udsatte – kontanthjælpsmodtagere og hjemløse. Fælles for dem alle er, at man ikke kan afgrænse grupperne entydigt, og at der er behov for en individuel bedømmelse af evnen til at drage nytte af den almene tandpleje og til at opnå tandsundhed. Traditionelle odontologiske sygdomsmål og mål for behandlingsbehov kan være problematiske at anvende, når man skal beskrive disse grupper, og det kan være aktuelt at anvende mål for deltagelse i tandplejen og mål for oplevet og efterspurgt behov for tandpleje. Fælles for de nævnte grupper er, at der pga. funktionsnedsættelser opleves barrierer for at benytte den almene tandpleje og for at opnå tandsundhed. Barriererne kan være af såvel fysisk, psykisk, økonomisk, juridisk som etisk karakter, og i samtlige grupper er dokumenteret en ringere tandsundhed end i almenbefolkningen. Såvel omsorgs- som specialtandpleje har en utilstrækkelig dækning i befolkningen, og der synes at være betydelige problemer med visitation til begge ordninger, som langtfra har den dækning, som man ville forvente. Der mangler tillige udvikling af en specifik faglighed for så vidt angår disse grupper og en overordnet strategi for disse borgeres tandpleje – en strategi, som inddrager de erfaringer, man har gjort sig fra de mange forskellige forsøgsordninger på lokalt plan.