Peripheral ameloblastoma Background – Peripheral ameloblastoma is seen in the soft tissues overlying the tooth-bearing areas of the oral cavity. It is a rare benign variant of the classical central ameloblastoma. Peripheral ameloblastomas tend to be diagnosed in middleaged and older individuals. There is a male predominance, and the vast majority of cases are seen in the mandible. Clinically a slowly growing painless exophytic growth is seen. Histopathological examination reveals an ameloblastic growth pattern usually beneath an intact surface epithelium. Significant bone involvement is not seen. Case study – In the present article a case of peripheral ameloblastoma in the mandibular molar/pre-molar area in a 76-yearold male is presented. The preoperative diagnosis was pyogenic granuloma or other lesion caused by an irritative stimulus. The lesion was surgically excised and the histological examination revealed an ameloblastoma. Conclusion – The clinical presentation of peripheral ameloblastoma is not pathognomonic and the diagnosis can only be established upon histological examination of excised tissue. Peripheral ameloblastomas are treated by means of surgical excision. One year post-operatively, there were no signs of recurrence.
Perifert ameloblastom
Baggrund – Perifert ameloblastom er en sjælden ekstra-ossøs variant af det klassiske centrale ameloblastom. Tilstanden ses oftest hos midaldrende eller ældre. Der ses hyppigere forekomst hos mænd, og det hyppigst afficerede område er mandiblens præmolarområde. Klinisk ses en langsomt voksende smertefri eksofytisk forandring. Histologisk ses samme billede som ved de centrale ameloblastomer. En skålformet fordybning kan ses i knogleoverfladen, men væsentlig knogleinvolvering ses ikke. Patienttilfælde – I nærværende artikel præsenteres en 76-årig mand med en hævelse i mandiblens molar-/præmolarområde. Tilstanden opdagedes hos egen tandlæge og blev behandlet som parodontal sygdom. På grund af manglende behandlingseffekt henvistes patienten til Afdeling for Kæbekirurgi og Oral Patologi på Tandlægeskolen i Aarhus. Klinisk mistænktes for pyogent granulom eller anden irritationsbetinget hyperplasi. Der blev foretaget kirurgisk excision og curettage. Den histologiske diagnose var ameloblastom, muligvis udgået fra gingivas overfladeepitel. Konklusion – Perifere ameloblastomers kliniske manifestationer er uspecifikke. Endelig diagnose kan kun stilles ved histologisk undersøgelse af det exciderede væv. Perifere ameloblastomer behandles med kirurgisk excision. Ved kontrol et år postoperativt var der ingen tegn på recidiv.
