Tidlig behandling af vækstafvigelser i maksillen – interceptive behandlingsmuligheder med kombination af ortopædi og kirurgi
Det kan konkluderes, at tidlig diagnostik af vækstforstyrrelser i maksillen er vigtig for at kunne iværksætte en effektiv interceptiv behandling, som i mange tilfælde kan eliminere behov for senere ortognatkirurgi.
Hypoplastisk vækst af maksillen er ofte årsag til klasse III-malokklusion, som kræver ortodontisk behandling. Det er ønskeligt at kunne foretage en tidlig behandling med påvirkning af kæbevækst og tandstilling, så der kan opnås et resultat, der ikke kræver senere ortognatkirurgisk korrektion. Formålet med denne artikel er at gennemgå behandlingsmuligheder og anbefale terapivalg for vækstafvigelser i maksillen.
Der forekommer ofte posteriort krydsbid ved maksillær hypoplasi, og den anbefalede behandling er, at der før den pubertale vækstspurt foretages en sutursprængning af den midtpalatinale sutur. Med en samtidig tendens til klasse III-udvikling kan dette kombineres med protraktion med en ”face-mask”, hvilket skal ske i 8-10- års alderen.
Et alternativ til face-mask ved klasse III-tendens er brug af fire skeletalt forankrede kroge (bone anchors), som ved påvirkning med elastiktræk stimulerer en fremadrettet vækst af maksillen og en hæmning af mandiblens vækst. Bone anchors skal helst indsættes omkring 11-års alderen, og målet vil være at undgå behov for senere ortognatkirurgi.
Hos unge med en meget smal maksil kan der være indikation for at foretage en kirurgisk assisteret ganeekspansion (SARME), hvor der foretages en osteotomi af maksillen i Le Fort I-niveau og i midtlinjen. Efterfølgende ekspanderes kæben med apparatur forankret på tænder eller i knoglen. Formålet med denne behandling er at opnå en transversal udvidelse af den basale knogle i maksillen, hvilket ligeledes kan have en gunstig virkning på den nasale respiration.
Endelig kan der i sagittalplanet foretages en korrektion af svære maksilhypoplasier med brug af distraktionsosteogenese, hvor maksillen gradvist føres frem med et særligt apparatur, der aktiveres 1 mm om dagen. Det kan konkluderes, at tidlig diagnostik af vækstforstyrrelser i maksillen er vigtig for at kunne iværksætte en effektiv interceptiv behandling, som i mange tilfælde kan eliminere behov for senere ortognatkirurgi.
Klinisk relevans:
Hos patienter med afvigende vækst er planlægning af behandlingsforløbet af stor vigtighed. Fra diagnosen stilles, bør der udarbejdes en individuel behandlingsplan, der tager hensyn til patient og forældres ønsker og indeholder en vurdering af realistiske behandlingsmuligheder, forventet effekt og behandlingsbyrde. Et behandlingsforløb skal indeholde tidspunkter for reevaluering af behov for eventuelle ændringer i behandlingsproceduren. Forløbet bør monitoreres i forhold til behandlingseffekt og uønskede følger som fx udtalte ændringer i tændernes stilling. Hos patienter med undervækst af overkæben er en tidlig diagnose og en samtale med forældre og patient om behandlingsbehov og betydningen af egen indsats i behandlingen væsentlig for resultatet.
