Ny klassifikation af parodontal sygdom
Parodontal sundhed kan forekomme i kombination med et intakt og med et reduceret stabilt parodontium efter succesfuld parodontalbehandling eller hos en patient med fx tandbørsteinduceret gingival retraktion eller kroneforlængelse.

Et internationalt panel af eksperter har efter grundigt forarbejde vedtaget en ny klassifikation af parodontale og peri-implantære sygdomme. Et intakt parodontium defineres som en tilstand med fravær af fæste- og/eller knogletab Parodontal sundhed defineres som en tilstand uden inflammatorisk parodontal sygdom.
Parodontal sundhed kan forekomme i kombination med et intakt og med et reduceret stabilt parodontium efter succesfuld parodontalbehandling eller hos en patient med fx tandbørsteinduceret gingival retraktion eller kroneforlængelse. Biofilm-induceret gingivitis er en reversibel inflammation, der er afgrænset til gingiva. Gingivitis defineres som en tilstand med pochedybde på ≤ 3 mm samt blødning ved sondering (≥ 10 %).
Ikke-biofilm-induceret gingival sygdom kan være manifestationer af en lang række lokale og systemiske sygdomme. Parodontitis defineres som en tilstand med et fæstetab på mindst 1 mm approksimalt på mindst to tænder, som ikke er nabotænder, eller hvis der kan konstateres fæstetab på mindst 3 mm facialt eller lingvalt på mindst to tænder. Parodontitis inddeles i fire stadier (I-IV) efter sværhedsgrad, og hvert stadium underinddeles i tre grader (A, B, C) efter progressionshastighed.
Desuden angives, hvor udbredt sygdommen er i tandsættet. Peri-implantær mucositis defineres som en tilstand med blødning og/eller pusafgang ved sondering, men ingen knogletab omkring implantatet ud over den initiale knogleremodellering. Peri-implantitis defineres som en tilstand med blødning og/eller pusafgang ved sondering, forøget pochedybde sammenlignet med tidligere målinger samt knogletab ud over den initiale remodellering.
Klinisk relevans:
Den nye sygdomsklassifikation vil fremover blive anvendt i de førende videnskabelige tidsskrifter og lærebøger såvel som i den præ- og postgraduate undervisning i parodontologi. Det vil også være naturligt, at klassifikationen kommer til at danne grundlag for fremtidige samtaler mellem Tandlægeforeningen og de danske sundhedsmyndigheder. Det er derfor vigtigt, at danske tandlæger bliver fortrolige med den nye klassifikation og begynder at anvende den i deres daglige virke.