Behandling af fraktur svarende til angulus mandibulae – en retrospektiv undersøgelse
ABSTRACT
Introduktion
I nærværende retrospektive undersøgelse redegøres for behandling af angulus mandibulae-frakturer ved Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, med det formål at sammenholde de indsamlede data med andre sammenlignelige undersøgelser som led i den kontinuerlige kvalitetssikring og -udvikling.
Fraktur af angulus mandibulae er den hyppigst forekommende fraktur svarende til mandiblen.
Vold, fald og trafikuheld er de hyppigste årsager til fraktur af angulus mandibulae.
Konservativ behandling involverende tyggefri kost og i de fleste tilfælde anlæggelse af dentale skinner og elastisk intermaksillær fiksation foretages ved stabile frakturer med minimal displacering og uændret eller let ændret sammenbid.
Ved displacerede og ustabile frakturer behandles derimod med kirurgisk reponering og fiksation af frakturen. Tilstedeværelsen af en 3.-molar kan svække mandiblen betragteligt og øge risikoen for komplikationer.
De hyppigst forekommende komplikationer efter fraktur af angulus mandibulae omfatter infektion, blottet osteosyntesemateriale, ændret sammenbid og nedsat sensibilitet svarende til underkæben, underlæben og hagen.
Materiale og metode
Nærværende retrospektive undersøgelse er baseret på journalmateriale fra henviste patienter til Kæbekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, i perioden fra 1. januar 2007 til 31. december 2017 for behandling af angulus mandibulae-fraktur.
Et standardiseret registreringsskema blev anvendt til indsamling af data, herunder demografiske oplysninger, subjektive fund, objektive fund, behandlingsmodalitet, varighed af hospitalsindlæggelsen og komplikationer.
Resultater
I alt blev 144 patienter (15 kvinder og 129 mænd) med en gennemsnitsalder på 28 år (16-81 år) inkluderet.
Vold var den hyppigste skadesmekanisme.
Kirurgisk reponering og stabilisering af frakturen blev foretaget i 93 patienttilfælde.
Tredjemolaren var beliggende i frakturspalten i 119 patienttilfælde og blev fjernet hos halvdelen af de patienttilfælde, der blev behandlet kirurgisk.
Infektion var den hyppigst forekommende komplikation og forekom hos 10 %.
Øvrige komplikationer var eksponering af osteosyntesemateriale (3 %) og ændret sammenbid (3 %).
Konklusion
Nærværende retrospektive undersøgelse viser, at angulus mandibulae-fraktur forekommer hyppigst hos yngre mænd som følge af vold.
Displacerede frakturer behandles oftest med kirurgisk reponering og stabilisering af frakturen.
Infektion og eksponeret osteosyntesemateriale er de hyppigst forekommende komplikationer.
Klinisk relevans:
Fraktur af angulus mandibulae forekommer hyppigst hos yngre mænd som følge af vold. Klinisk ses ofte ændret sammenbid, nedsat gabeevne, smerte og sensibilitetsændring. Intraorale hæmatomer eller lacerationer samt konturspring er andre mulige fund ved fraktur af angulus mandibulae. Patienter med traume mod underkæben henvender sig i mange tilfælde først i den kommunale tandpleje og hos privatpraktiserende tandlæger. Kendskab til ætiologi, symptomatologi, diagnostik og de overordnede behandlingsprincipper af kæbefrakturer er derfor vigtigt, således at der kan gives initial information til patienten og foretages henvisning til relevant videre udredning og behandling ved de kæbekirurgiske hospitalsafdelinger.