Børns formidling af angst for tandbehandling ved at tegne på en tøjdukke – før og efter kognitiv adfærdsterapi
Dukken var et godt hjælpemiddel i forbindelse med samtale om angst mellem tandlæge og børnepatienter.
Introduktion
Angst kan forhindre børn i at modtage nødvendig undersøgelse og tandbehandling. Tandlæger og tandplejere har behov for redskaber, når de skal tale med børn om angst. Formålet med denne pilotundersøgelse var at evaluere, i hvilken grad børn i samtale med en tandlæge kunne give udtryk for angst, fysiologiske kropslige symptomer og tankeprocesser både verbalt og ved hjælp af tegning.
Materiale og metode
Undersøgelsen inkluderede 10 børn i alderen 7-11 år, som var henvist på grund af angst i tandbehandlingssituationen. Spørgeskemaerne CFSS-DS (som måler tandbehandlingsangst) og IOIF (som måler angst for sprøjte i munden) blev udfyldt. Tandlægen gennemførte en struktureret samtale med børnene før og efter kognitiv adfærdsterapi. Børnene blev opfordret til at tegne deres kropslige følelser på en hvid tøjdukke (Kiwanisdukke) og formidle de tanker, som opstod under tandbehandling.
Resultater
Alle 10 børn formidlede både kropslige og kognitive symptomer på angst. Et barn syntes, det var for energikrævende at tegne på dukken, og to børn formidlede deres kropslige følelser mundtligt, mens tandlægen tegnede på dukken i samråd med barnet. Alle oplevede ændringer i angstsymptomerne i løbet af behandlingen, hvilket de formidlede ved at tegne på dukkerne ved afslutningen af den sidste konsultation hos tandlægen.
Konklusion
Dukken var et godt hjælpemiddel i forbindelse med samtale om angst mellem tandlæge og børnepatienter.
Klinisk relevans:
Kiwanisdukken er et godt hjælpemiddel, når tandlæger har samtale med børn om angst i tandbehandlingssituationen.