Undersøgelse af arteria alveolaris superior posterior ved hjælp af Cone Beam Computer Tomografi før sinusløftproceduren
AASP interagerer ofte med placering af det laterale vindue i forbindelse med sinusløftproceduren, og accidentiel beskadigelse af arterien kan medføre intraoperativ blødning og postoperativt hæmatom. Kendskab til prævalensen, lokalisationen og diameteren er således vigtigt ved planlægning og udførelse af sinusløftproceduren og implantatindsættelse i den bagerste del af overkæben, selvom blødningskomplikationer er sjældent forekommende uanset forudgående CBCT.
Introduktion
Blødning er en velkendt komplikation til sinusløftproceduren. Prævalensen, lokalisationen og diameteren af arteria alveolaris superior posterior (AASP) samt konturen af lateralvæggen i sinus maxillaris anses som væsentlige prædisponerende risikofaktorer for intraoperativ blødning.
Formål
Nærværende undersøgelse har til formål at belyse prævalensen, lokalisationen og diameteren af AASP samt tykkelsen af lateralvæggen i sinus maxillaris ved hjælp af Cone Beam Computer Tomografi (CBCT)-scanning.
Materiale og metode
CBCT-scanning før sinusløftproceduren af 135 patienter involverende 270 sinus maxillaris blev analyseret med henblik på prævalensen, lokalisationen og diameteren af AASP samt tykkelsen af lateralvæggen i sinus maxillaris.
Resultater
AASP blev identificeret hos 51,1 % af de inkluderede patienter, hvor den intraossøse beliggenhed var hyppigst forekommende. Diameteren var gennemsnitlig 0,7 mm (0,1-2,0) og mindst ved anden molar. Der var ingen statistisk signifikant forskel i prævalensen, lokalisationen og diameteren mellem genera eller tilstedeværelse af tænder i regionen. Tykkelsen af lateralvæggen i sinus maxillaris var gennemsnitlig 2,0 mm (0,6-6,9) uden statistisk signifikant sideforskel eller sammenhæng med tilstedeværelsen af tænder i regionen.
Konklusion
AASP interagerer ofte med placering af det laterale vindue i forbindelse med sinusløftproceduren, og accidentiel beskadigelse af arterien kan medføre intraoperativ blødning og postoperativt hæmatom. Kendskab til prævalensen, lokalisationen og diameteren er således vigtigt ved planlægning og udførelse af sinusløftproceduren og implantatindsættelse i den bagerste del af overkæben, selvom blødningskomplikationer er sjældent forekommende uanset forudgående CBCT.
Klinisk relevans:
Intraoperativ blødning kan i sjældne tilfælde være en alvorlig komplikation til sinusløftproceduren. Prævalensen, lokalisationen og diameteren af arteria alveolaris superior posterior samt konturen af lateralvæggen i sinus maxillaris betragtes som væsentlige prædisponerende risikofaktorer for accidentiel beskadigelse af arterien i forbindelse med sinusløftproceduren. Kendskab til anatomien og morfologien af sinus maxillaris er derfor vigtigt i forbindelse med behandlingsplanlægning og udførelse af implantatbehandling i den bagerste del af overkæben for at mindske risikoen for intraoperativ blødning og udvikling af postoperativt hæmatom.