Oromandibulær dystoni
Ved mistanke om OMD bør patienten derfor henvises til lægeligt regi, da diagnostik og generel behandling foretages af neurologer og i hospitalsregi, hvor patienterne typisk vil blive behandlet med botulinumtoksin (BTX) hver 3.-4. måned evt. suppleret med peroral medicin. Patienternes behandling af slid og skader på tænder og restaureringer som følge af OMD foregår derimod i privat tandlægepraksis og for egen regning.
Oromandibulær dystoni (OMD) er en sjælden fokal neurologisk lidelse, der forårsager ufrivillige bevægelser i den oromandibulære region, herunder bide- og gumlebevægelser. Tilstanden er socialt invaliderende og hæmmer ofte mimik, tygning og tale, og som følge af tilstanden opstår der attrition og skader på tænder og restaureringer. Det er derfor ofte tandlægen og ikke den alment praktiserende læge, som i første omgang bemærker tandproblemerne og de dystone bevægelser.
OMD må ikke forveksles med vågenbruksisme, selvom den foregår i vågen tilstand. Til illustration i oversigten beskrives karakteristika fra nogle patienter med OMD udredt på Odontologisk Institut, Københavns Universitet. Tværfagligt samarbejde er vigtigt ved denne patientgruppe.
Ved mistanke om OMD bør patienten derfor henvises til lægeligt regi, da diagnostik og generel behandling foretages af neurologer og i hospitalsregi, hvor patienterne typisk vil blive behandlet med botulinumtoksin (BTX) hver 3.-4. måned evt. suppleret med peroral medicin. Patienternes behandling af slid og skader på tænder og restaureringer som følge af OMD foregår derimod i privat tandlægepraksis og for egen regning.
Klinisk relevans:
Oromandibulær dystoni (OMD) viser sig ved gentagne ufrivillige bevægelser af mund og kæber, der typisk resulterer i svær attrition og skader på tandsættet. Lidelsen kan umiddelbart forveksles med fundene ved bruksisme og er derfor en vigtig differentialdiagnose. Imidlertid oplever patienterne også ofte stærkt generende tygge- og talebesvær som følge af OMD. Diagnosen stilles i speciallæge- eller hospitalsregi og behandles hyppigt med injektioner med botulinumtoksin (BTX) og perorale lægemidler, men det er ofte tandlæger, som konstaterer problemerne og må udbedre skaderne på tænderne.