Det digitale aftryk versus det analoge aftryk
I 1980’erne blev intraoral scanning som metode til aftrykstagning introduceret. Teknologien er blevet forbedret i et omfang, hvor scanning kan være mindst lige så nøjagtig som analog aftrykstagning.
Nøjagtig gengivelse i et aftryk af de hårde og bløde orale væv danner grundlaget for enhver protetisk restaurering. Manglende nøjagtighed kan føre til klinisk uacceptabel marginal diskrepans, som igen kan føre til caries eller parodontale problemer. Silikoner og polyether har siden deres introduktion i 1960’erne og 1970’erne været det foretrukne materiale til aftrykstagning i fast protetik. De udviser høj nøjagtighed og dimensionsstabilitet, når de bruges korrekt, men deres anvendelse er meget teknikfølsom. I 1980’erne blev intraoral scanning som metode til aftrykstagning introduceret. Teknologien er blevet forbedret i et omfang, hvor scanning kan være mindst lige så nøjagtig som analog aftrykstagning.
Klinisk relevans:
Aftrykstagning er vigtig ved fremstilling af en indirekte restaurering. Der er to fundamentalt forskellige måder at tage aftryk på: analogt med silikone eller digitalt med en intraoral scanner. Den efterfølgende arbejdsgang afhænger af den valgte metode. Derfor er det vigtigt, at den behandlende tandlæge ikke blot er bekendt med de to metoder til aftrykstagning, men også har indgående kendskab til de øvrige trin i fremstilling af en indirekte restaurering
