Protetisk rehabilitering af den udtalt atrofiske maksil med subperiostale patientspecifikke implantater
På baggrund af de høstede erfaringer og den nyligt udkomne litteratur synes behandling med patientspecifikke subperiostale implantater at være et godt alternativ til brugen af zygomaimplantater for patienter, hvor større ossøse rekonstruktioner er kontraindiceret.

Baggrund
Protetisk rehabilitering i tilfælde af udtalt maksilatrofi er oftest mulig i form af ossøs genopbygning med efterfølgende implantatretineret protetik. I enkelte tilfælde er større kirurgiske procedurer kontraindicerede pga. komorbiditet eller meget høj alder. Vi har tidligere beskrevet brugen af zygomaimplantater i disse tilfælde. Et relativt nyt alternativ er subperiostale patientspecifikke implantater.
Patienttilfælde
En 88-årig kvinde med svær maksilatrofi henvises til Kæbekirurgisk afdeling, Esbjerg Sygehus, med henblik på ossøs genopbygning og implantatbåren protetik. Patienten er overordnet sund og rask, men pga. den høje alder fravælges de større kirurgiske løsninger. Patienten gennemgår som den første på afdelingen behandling med patientspecifikke subperiostale implantater samt den endelige protetiske rekonstruktion med et foreløbigt vellykket resultat.
Konklusion
På baggrund af de høstede erfaringer og den nyligt udkomne litteratur synes behandling med patientspecifikke subperiostale implantater at være et godt alternativ til brugen af zygomaimplantater for patienter, hvor større ossøse rekonstruktioner er kontraindiceret.
Klinisk relevans:
Anvendelsen af subperiostale CAD-CAM-producerede patientspecifikke implantater er en ny behandlingsmodalitet for patienter med ekstrem atrofi af maksillen, hvor konventionelle behandlingsmetoder er kontraindicerede.