Udviklingsdefekter på de permanente incisiver som følge af traume i det primære tandsæt
Velafgrænsede hvide eller gulbrune opaciteter i emaljen er de hyppigst forekommende defekter og ses hos ca. 20 % af alle børn, der har haft et traume i det primære tandsæt.
Traumer i det primære tandsæt forekommer hyppigt. Ca. hvert tredje barn oplever et traume i førskolealderen. Incidensen er størst i 2-3-årsalderen, hvor den permanente tandkrone endnu ikke er færdigmineraliseret. På grund af den tætte relation mellem roden på den primære tand og det permanente tandkim er der risiko for, at traumet på den primære tand påvirker udviklingen af den permanente tand. Risikoen for disse udviklingsdefekter afhænger af den permanente tands udviklingsstadie samt traumets omfang og retning. Velafgrænsede hvide eller gulbrune opaciteter er den hyppigst forekommende type af defekt og ses hos ca. 20 % af alle børn, der har haft et traume i det primære tandsæt. Alvorlige malformationer såsom kronedilaceration, afvigelser i roddannelsen og odontomdannelse er sjældne (< 6 %) og ses oftest som følge af intrusion, avulsion (eksartikulation) eller fraktur af processus alveolaris hos børn i 0-3-årsalderen. Incisiver med alvorlige malformationer har ofte behandlingskrævende eruptionsafvigelser, og da behandling af tandens krone ligeledes kan være påkrævet kort efter eruption, bør disse patienter følges nøje i forbindelse med det forventede eruptionstidspunkt. Det er vigtigt så vidt muligt at bevare malformerede tænder af hensyn til udvikling og bevarelse af processus alveolaris.
Klinisk relevans:
Traumer i det primære tandsæt forekommer hyppigt. Heldigvis medfører disse traumer kun sjældent alvorlig malformation af de permanente tænder. Det er dog vigtigt, at tandlæger, der behandler børn, kan identificere de patienter, der har høj risiko for udviklingsdefekter, således at de kan tilbyde patienten det mest hensigtsmæssige kontrol- og behandlingsforløb.LOREM ENGELSK LOREM Traumer i det primære tandsæt forekommer hyppigt. Ca. hvert tredje barn oplever et traume i førskolealderen. Incidensen er størst i 2-3-årsalderen, hvor den permanente tandkrone endnu ikke er færdigmineraliseret. På grund af den tætte relation mellem roden på den primære tand og det permanente tandkim er der risiko for, at traumet på den primære tand påvirker udviklingen af den permanente tand. Risikoen for disse udviklingsdefekter afhænger af den permanente tands udviklingsstadie samt traumets omfang og retning. Velafgrænsede hvide eller gulbrune opaciteter er den hyppigst forekommende type af defekt og ses hos ca. 20 % af alle børn, der har haft et traume i det primære tandsæt. Alvorlige malformationer såsom kronedilaceration, afvigelser i roddannelsen og odontomdannelse er sjældne (< 6 %) og ses oftest som følge af intrusion, avulsion (eksartikulation) eller fraktur af processus alveolaris hos børn i 0-3-årsalderen. Incisiver med alvorlige malformationer har ofte behandlingskrævende eruptionsafvigelser, og da behandling af tandens krone ligeledes kan være påkrævet kort efter eruption, bør disse patienter følges nøje i forbindelse med det forventede eruptionstidspunkt. Det er vigtigt så vidt muligt at bevare malformerede tænder af hensyn til udvikling og bevarelse af processus alveolaris.