ANNONCE
Annonce

Voxpop: Er stærkt overvægtige patienter en udfordring?

HENRIETTA CAROLINE SHARMA
Klinikejer, Hørsholm
Er stærkt overvægtige patienter en udfordring?
– Ja, det kan være en udfordring. Jeg kan fx blive nervøs for, om stolen holder, og det giver også ergonomiske udfordringer. Overvægtige patienter kan have tykke kindslimhinder og en fyldig tunge, og det kan gøre det svært at komme til og holde tørt under behandlingen. Desuden skal de oftere synke og op og skylle, hvilket gør, at behandlingen tager længere tid, og forholdene er dårligere.

Taler du med dine patienter om deres overvægt?
– Det er svært, men jeg taler om deres generelle sundhed i forhold til kost og livsstilssygdomme, og hvordan det påvirker mundhulen og tænderne.

Tager du hensyn til stærkt overvægtige patienter i indretningen?
– I forbindelse med renovering af venteværelset overvejer vi at udskifte vores stole til nogle uden armlæn.

LARS MARTINY
Klinikejer, Hundested
Er stærkt overvægtige patienter en udfordring?
– Ja, vi havde fx et tilfælde med en overvægtig patient, der sad i kørestol og derfor blev bragt og hentet af Falck. Der måtte vi selv hjælpe patienten op og hen til tandlægestolen, fordi Falck ikke måtte hjælpe. Det er der for stor en risiko ved for os og vores kroppe. Her ville det være godt, at de havde en hjælper med.

Har det konsekvenser for din ergonomi at behandle stærkt overvægtige patienter?
– Det er en udfordring, når overvægtige patienter er nødt til at sidde op under behandlingen. Så er der langt ind til munden, og det er hårdt for nakke og ryg at arbejde sådan, og det bliver ikke fagligt tilfredsstillende.

MAJ-BRITT LILIENDAHL
Klinikejer, København K
Er stærkt overvægtige patienter en udfordring?
– Ja, det er de. Min tandlægestol kan tage op til 130 kg, og hvis jeg skal have stærkt overvægtige patienter i stolen, spørger jeg direkte, hvor meget de vejer. Hvis de vejer mere, forklarer jeg, at jeg ikke kan behandle dem og hjælper dem videre til en anden klinik.

Hvilke faglige udfordringer oplever du?
– Det begrænser min faglighed. Det er fx håbløst at komme til bag 6’erne, så når jeg kan se, at der skal foretages en rodbehandling, tager jeg diskussionen med patienten om, at det ikke vil kunne blive gjort optimalt, og at det derfor vil være mest hensigtsmæssigt at fjerne tanden.

Taler du med dine patienter om deres overvægt?
– Ja, jeg er meget konsekvent. Det er klart, at der er nogle, der bliver stødt over det, men jeg mener ikke, at det skal være et tabu. Vi har på klinikken forløb, der er tilpassede fobikere, så det er meget naturligt for mig at tale om. Jeg betragter svær overvægt som en spiseforstyrrelse.


Læs om den første danskprodu­cerede tandlægestol til stærkt overvægtige patienter på side 148

 

ANNONCE