ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Årets skolarstipendier uddelt

To studerende har fået tildelt Tandlægeforeningens skolarstipendie, som blev overrakt ved Symposium den 3. november 2023 i Aalborg. De har hver modtaget 162.000 kr., som skal bruges til deres individuelle forskningsprojekter. 

Tekst: Louise Stougaard Sundell / Foto: CATHRINE ERTMANN

LAURITS KAABER, 
TANDLÆGESTUDERENDE PÅ AARHUS UNIVERSITET 

24-årige tandlægestuderende Laurits Kaaber fra Aarhus Universitet skal med skolarstipendiet det næste år forske i, hvorvidt det er muligt at reducere den skadelige effekt ved røntgenstråling i forbindelse med opmåling til implantater. 

Selvom Laurits Kaaber længe havde haft ambitioner om at forske, blev han alligevel overrasket, da han fik besked om, at han havde fået Tandlægeforeningens skolarstipendium. 

– Det var en vild oplevelse. Helt vild faktisk. Jeg troede egentlig ikke, det lå i kortene for mig. Da det så lykkedes, blev jeg virkelig stolt og glad for, at der var nogen, der troede på mig ud over mig selv og min vejleder på studiet. Jeg følte, jeg blev valideret, fortæller Laurits Kaaber. 

Vil reducere skadelig stråledosis fra røntgen
Laurits Kaaber skal i sit forskningsprojekt undersøge muligheden for at reducere den skadelige stråledosis, som er et nødvendigt onde i tandlægens arbejde. Røntgenstråling – som består af elektromagnetiske stråler med energi – er et vigtigt værktøj for tandlæger, men når de høje energistråler rammer celler, kan det skade cellerne.

– Min forhåbning er, at projektet kan vise, at man godt kan skrue ned for mængden af stråling, når vi bruger røntgen, og dermed reducere risikoen for skader på cellerne, samtidig med at man opretholder implantaternes høje kvalitet. Jeg mener, at vi som stand har en pligt til at reducere mængden af stråling, så meget vi kan. Men jeg har samtidig forståelse for, at vi er nødt til at udføre en diagnostik og behandling af en vis standard, fortæller Laurits Kaaber. 

SOFIE KRAHL LARSEN,
TANDLÆGESTUDERENDE PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET 

Med skolarstipendiet skal 25-årige tandlægestuderende Sofie Krahl Larsen fra Københavns Universitet det næste år forske i, hvor meget smertestillende medicin den gennemsnitlige patient med tandsmerter bruger, og hvordan man forebygger overdosis.

Da Sofie Krahl Larsen fik nyheden om, at hun havde fået stipendiet, føltes det som en stor anerkendelse. 

– Jeg blev utrolig glad og lettet. Det er rigtig fedt at få lov til at bruge et år på det, jeg synes er spændende. Jeg blev overrasket, men jeg har også gode vejledere, der har været med mig og bekræftet mig i min tro på projektet hele vejen. Så det er dejligt, at det er blevet belønnet med et stipendium, siger Sofie Krahl Larsen. 

Opmærksomhed på faren ved overdosering
Patienter med smerter er i øget risiko for at tage for meget smertestillende medicin – det gælder også patienter med tandsmerter. Sofie Krahl Larsen skal i projektet interviewe 150 patienter med tandsmerter og indsamle viden om deres forbrug af smertestillende medicin. Hun håber, at projektet kan være med til at forebygge, at patienter får en overdosis. 

Flere faktorer afgør, hvor meget smertestillende den enkelte kan tåle. Generelt er smertestillende medicin et godt og sikkert præparat, så længe den maksimale, daglige dosis overholdes. Hvis man overdoserer, bliver leveren overbelastet. De patienter med tandsmerter, som tager for meget smertestillende medicin, gør det ofte over en længere periode. Og det kan være svært at behandle, fordi symptomerne først opstår, når leveren er ved at dø. Når det sker, er eneste udvej ofte levertransplantation. 

– Jeg vil rigtig gerne fange patienterne, inden de ender på hospitalet med en alvorlig forgiftning. Patienterne kan være helt uvidende om, at de har taget for meget smertestillende. Det kan blive rigtig alvorligt, så jeg håber, mit projekt kan skabe mere opmærksomhed om faren ved overdosering, siger Sofie Krahl Larsen. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE