ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Nyhed:

Allan Flyvbjerg får Sundhedsprisen

Professor og direktør ved Steno Diabetes Center Copenhagen, dr.med. Allan Flyvbjerg, har fået Tandlægeforeningens Sundhedspris. Han får prisen for at udbrede budskabet om sammenhængen mellem mund og resten af kroppen.

Tekst: Kim Andreasen
Dato: 07.09.2021

Igennem mange år har Allan Flyvbjerg, klinisk professor og direktør ved Steno Diabetes Center Copenhagen, udbredt viden om sammenhængen mellem tandsundhed og kroniske sygdomme. Han har også argumenteret for, at den høje egenbetaling hos tandlæger øger uligheden i sundhed.

Nu er den indsats blevet belønnet med Tandlægeforeningens Sundhedspris, som Allan Flyvbjerg fik overrakt af Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, ved den officielle åbning af Tandfaglige Dage i Bella Center i København.

Tydeliggjort tandplejens vigtige rolle
Tandlægeforeningens sundhedspris uddeles til en enkeltperson eller en organisation, som har lavet noget helt særligt og innovativt for at fremme den orale sundhed i befolkningen. Tandlægeforeningens formand begrundede ved prisoverrækkelsen valget af Allan Flyvbjerg med, at han i bl.a. kronikker, videnskabelige artikler og i den offentlige debat har sat fokus på sammenhængen mellem tandsundhed og almen sundhed samt på problemerne ved den høje egenbetaling.

– Allan Flyvbjerg er en anerkendt forsker og en fremragende formidler, der har understreget tandplejens vigtige rolle i sundhedsvæsenet. Han har tydeliggjort over for både befolkning og politikere, at behandling af tandsygdomme ikke kun omhandler munden, men har betydning for hele kroppen. Og så har han været særdeles god til at forklare, hvorfor vi skal gøre op med den høje egenbetaling i tandplejen. Det er netop nogle af Tandlægeforeningens vigtigste mærkesager, sagde Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist ved prisoverrækkelsen.

Ulogisk høj egenbetaling
Allan Flyvbjerg var glad for at modtage Tandlægeforeningens Sundhedspris, og han lagde i sin takketale vægt på, at munden ikke kan adskilles fra resten af kroppen, og at sygdom i munden derfor hænger sammen med sygdom i resten af kroppen.

– Men i Danmark behandles sygdom i tænder og mund stadig som et stedbarn i sundhedsvæsenet. Det er et problem, at man hverken i befolkningen, blandt fagprofessionelle eller politikere kender til den sammenhæng, der er mellem oral sundhed og den øvrige krops sundhed, sagde han fra scenen i Bella Center.  

Ulighed er sundhedstruende
Ifølge Allan Flyvbjerg er egenbetalingen for at få behandling hos tandlægen ulogisk og uacceptabelt høj.

– Den kan medføre en ulighed i sundhed, som kan være decideret sundhedstruende. Jeg kan ikke forstå, at behandlingen af et brækket ben skal være gratis, mens en brækket tand koster mange penge for patienten, sagde han.

Allan Flyvbjerg lovede til sidst i talen, at han vil fortsætte med at presse på, for at der kommer en politisk løsning, som nedbringer den høje egenbetaling på tandlægeområdet.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE