ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Ny viden:

Begrænset an­vendelighed af air polishing ved parodontitis

Er der en effekt af at supplere PA-behandlingen med air polishing? Det har to forskellige forskergrupper undersøgt. Læs hvad de konkluderer her. 

Ved air polishing (AP) renses tandoverflader med en blanding af vand, luft og finkornede (< 60 µm) glycinkrystaller. Metoden er effektiv til fjernelse af biofilm, og patienterne finder den meget behagelig.

Kinesiske forskere har undersøgt virkningen af AP som supplement til konventionel supra- og subgingival tandrensning i forbindelse med initial behandling af parodontitis. Studiet er et randomiseret kontrolleret enkeltblindt studie med 41 patienter og en observationstid på tre måneder.

Resultaterne viser ingen signifikante forskelle mellem parodontalbehandling med og uden AP, hverken på kliniske, inflammatoriske eller mikrobiologiske parametre, og forfatterne konkluderer, at der ikke er nogen væsentlig ekstra effekt af at supplere behandlingen med AP.

Der er ikke nogen væsentlig ekstra effekt af at supplere behandlingen med AP

 

Tyske forskere har undersøgt virkningen af AP som alternativ til konventionel supra- og subgingival rensning i vedligeholdelsesfasen efter parodontalbehandling. Studiet er et retrospektivt studie, der omfatter i alt 527 patienter med en observationstid på mindst fire år (gennemsnit 5,2 år).

Der var ingen signifikante forskelle i de kliniske langtidsresultater ved de to behandlingstyper. Dog var der en tendens til forværring af situationen i furkaturområder ved AP.

Forfatterne konkluderer, at AP kan anvendes til fjernelse af biofilm hos parodontitispatienter i vedligeholdelsesfasen, men understreger, at metoden ikke er bedre end den konventionelle. Desuden er AP kontraindiceret som enebehandling i furkaturområder.

 

Kilder

Petersilka G, Koch R, Vomhof A et al. Retrospective analysis of the long-term effect of subgingival air polishing in supportive periodontal therapy. J ClinPeriodontol 2021;48:263–71. 

Zhang W, Wang W, Chu C et al. Clinical, inflammatory and microbiological outcomes of full-mouth scaling with adjunctive glycine powder air polishing: A randomized trial. J Clin Periodontol. 2021;48:389–99. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE