ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Behandlingsskader ved ortodontisk kirurgi anmeldt til Patienterstatningen 2005-2018

ABSTRACT

Originalartikel Dato: 27.11.2020

Introduktion og formål 
Formålet med dette indlæg er at skabe kendskab til behandlingsskader ved ortodontisk kirurgi.

Materiale og metode
Patienterstatningens data vedr. anmeldte behandlingsskader og Sundhedsdatastyrelsens statistik over indlæggelser til ortodontisk kirurgi i tidsrummet 2005-2018 blev gennemgået med henblik på en deskriptiv fremstilling.

Resultater og konklusion
Patienterstatningen modtog 192 anmeldelser af behandlingsskader opstået ved ortodontisk kirurgi, inklusive anæstesi, i tidsrummet 2005-2018. Heraf blev 89 anerkendt, 100 afvist, og tre anmeldelser er endnu ikke afgjort.

Der blev udbetalt i alt 15,4 mio. DKK til patienter med anerkendte skader. Antallet af anmeldte behandlingsskader ligger langt under kendte hyppigheder af komplikationer, hvilket kunne tyde på underrapportering.

Skaderne fordelte sig uens i landets regioner, ligesom antal opererede pr. million indbyggere i regionerne varierede.

Smerter, føleforstyrrelser og kæbeledsproblemer udgjorde 52,2 % af de anerkendte anmeldelser. Skader på ansigtets form og strukturer, forkert kæbestilling, malokklusion, tandproblemer, alvorlige anæstesikomplikationer og en blandet gruppe af ikke klassificerede behandlingsskader udgjorde resten.

En behandlingsskade er desto mindre acceptabel, jo svagere indikationen for operation er og vice versa. Malokklusion på grund af ekstrem vækstbetinget kæbeanomali bør defineres med målbare parametre med henblik på etablering af veldefinerede visitationskriterier.

Klinisk relevans
Alment praktiserende tandlæger vil blive stillet over for patienter, som søger råd for behandling af malokklusion kombineret med ekstrem vækstbetinget kæbeanomali. Som grundlag for patientens stillingtagen til ortodontisk-kirurgisk behandling bør tandlægen kunne rådgive om det typiske forløb, som behandlingen involverer, indledende ortodontisk behandling, operation og ortodontisk efterbehandling – samt ikke mindst typiske og hyppige komplikationer. Det er også en mulighed at henvise til kolleger med speciale i henholdsvis ortodonti eller tand-, mund- og kæbekirurgi.