ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Ny viden:

Britiske tandlæger følte sig mindre stressede under nedlukningen

Det generelle stressniveau var signifikant mindre blandt britiske tandlæger under nedlukningen i foråret 2020. Det viser en undersøgelse, som den britiske tandlægeforening har foretaget.

I Storbritannien var der i perioden 25. marts – 4. juni 2020 lukket effektivt ned for al ikke-akut tandbehandling, hvilket betød, at de fleste klinikker var helt lukkede, mens nødbehandling blev varetaget på et mindre antal regionale klinikker.

Hvordan påvirkede denne usædvanlige situation så de berørte tandlæger?

Det har den britiske tandlægeforening undersøgt ved hjælp af et elektronisk spørgeskema, som i slutningen af maj 2020 blev sendt ud til samtlige tandlæger i UK. 5.170 tandlæger (12 %) besvarede skemaet, og resultaterne blev sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse, der blev gennemført i 2017.

Mange så nedlukningen som en mulighed for mental genopladning

90,3 % af klinikejerne og 78,9 % af de ansatte tandlæger angav, at de var ramt økonomisk af nedlukningen, og mange udtrykte bekymring for, hvordan det skulle gå med økonomien på længere sigt.

På trods af dette var det generelle stressniveau signifikant formindsket (P < 0,01) blandt tandlæger i såvel privat praksis som offentlige klinikker og hospitalsafdelinger.

Mange tandlæger gav udtryk for, at det var en lettelse at slippe for de konstante krav fra patienter og myndigheder, og de værdsatte at få mere tid til familie og fritidsaktiviteter.

Mange så nedlukningen som en mulighed for mental genopladning, og en del angav, at de aldrig havde haft det bedre.

Forfatterne bag undersøgelsen påpeger, at pandemien har sat fokus på forhold, som gør livet surt for tandlægerne, og de efterspørger en reform af arbejdsforholdene i tandplejen til gavn for det odontologiske team og patienterne.

 

Kilder

Collin V, O’Selmo E, Whitehead P. Psychological distress and the perceived impact of the COVID-19 pandemic on UK dentists during a national lockdown. British Dent J 2021 Jan 22;1-8. https://doi.org/10.1038/s41415- 020-2592-5. [Online ahead of print].

 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE