ANNONCE
Annonce
Ny viden:

Cariesrisikoen i forbindelse med ortodontisk behandling kan nedbringes

Ekstra fluorideksponering kan reducere risikoen for caries i forbindelse med behandling af fast apparatur. Det konkluderer svenske forskere i ny klinisk undersøgelse. 

Foto: Shutterstock

Udvikling af caries er en uønsket bivirkning ved ortodontisk behandling med fast apparatur. Heldigvis er det muligt at reducere risikoen for caries i forbindelse med behandlingen, viser en randomiseret kontrolleret klinisk undersøgelse, som svenske forskere har publiceret.

Undersøgelsen omfattede 255 12-20-årige personer, som blev inddelt i tre grupper, der alle blev instrueret i at børste tænder to gange daglig: En kontrolgruppe anvendte en standardfluoridtandpasta (1.450 ppm F); en anden gruppe børstede i stedet med højfluoridtandpasta (5.000 ppm F), og den sidste gruppe brugte standardtandpastaen og supplerede med to daglige mundskylninger med 0,2 % NaF.

Cariesrisikoen blev vurderet ved hjælp af et cariogram, der inddrog oplysninger om plak, cariogene bakterier, mundhygiejnevaner, almensygdomme og indtag af sukkerholdige mad- og drikkevarer.

Efter et års observationstid viste det sig, at cariesrisikoen steg signifikant i kontrolgruppen (P < 0,0001), mens risikoen forblev uændret i de to grupper med ekstra fluorideksponering.

Forfatterne anbefaler på den baggrund daglig brug af tandpasta eller mundskyllevæske med ekstra fluorid for at undgå forøget cariesrisiko under behandling med fast apparatur.

 

Enerbäck H, Möller M, Nylén C et al. Effects of orthodontic treatment and different fluoride regimens on numbers of cariogenic bacteria and caries risk: a randomized controlled trial. Eur J Orthodontics 2019;41:59-66.

Kommentarer
ANNONCE