ANNONCE
Annonce

Det skal du vide om aerosoler

Mange af de restriktioner tandlægepraksis har i forbindelse med COVID-19-pandemien, er begrundet i bestræbelser på at minimere risikoen for aerosolsmitte. Men hvad siger forskningen om aerosoler?

Tekst: Tandlæge, dr. odont. Bjarne Klausen / Foto: Shutterstock

Hvad er en aerosol?

En aerosol er en sky af dråber eller partikler med en størrelse på under 50 μm. I modsætning til større partikler, der ret hurtigt falder til jorden, kan aerosolpartikler holde sig svævende i længere tid og dermed potentielt give anledning til spredning af mikroorganismer eller toksiske molekyler. 

De mindste af partiklerne anses for de mest smittefarlige, da kan trænge ind i de fineste forgreninger i lungerne. Man kan argumentere for, at smitterisikoen er større for virus end for bakterier på grund af viruspartiklernes beskedne størrelse. Dentale aerosoler indeholder komponenter fra saliva, næse- og svælgsekreter, plak, blod, tandvæv og de materialer, der anvendes eller fjernes under behandlingen.
 

Hvilke sygdomme smitter via aerosoler?

Fx tuberkulose, legionærsyge, forkølelse, influenza, SARS, COVID-19.
 

Hvordan dannes aerosoler?

Fx ved tale, respiration, hoste, nys eller forskellige arbejdsprocedurer. I tandlægepraksis dannes der aerosoler ved brug af fx airotor, turbine, trefunktionssprøjte, ultralydsapparat, airscaler eller sandblæser. Aerosoler kan også dannes, selv om vandet slås fra instrumenterne. 

HUSK: Ikke alle aerosoler er synlige med det blotte øje.
 

Hvor kommer smittestoffet fra?

I tandlægepraksis kan smittestoffet komme fra unitvandet, fra saliva eller fra de væv, der arbejdes i. Smitterisikoen fra unitvandet kan kontrolleres gennem desinfektionsprocedurer, mens det ikke er muligt på tilsvarende måde at eliminere smitterisikoen fra saliva eller væv. 

Saliva rummer ikke kun bakterier og virus fra mundhulen, men også fra de øvre luftveje. Der er påvist SARS-CoV-2 virus i saliva hos patienter med COVID-19, og saliva betragtes som en væsentlig smittekilde i forbindelse med COVID-19-pandemien.
 

Hvor langt kan aerosoler bevæge sig?

  • Partikler > 5 μm kan bevæge sig op til en meter. 
  • Partikler ≤ 5 μm kan bevæge sig mere end en meter. 

 

Hvor hurtigt falder aerosoler ned?

For partikler med en diameter på 10 μm er halveringstiden otte minutter, mens den for partikler på 3 μm er 1,5 timer.

Halveringstiden forkortes, hvis der er god udluftning i lokalet.
 

Hvordan kan vi reducere aerosoldannelsen?

Et kraftigt sug kan reducere kontaminationen med 90 %, især hvis suget betjenes af en klinikassistent, der har sin fulde opmærksomhed rettet mod at suge køle vand og borestøv væk; hvis man derimod arbejder alene, som tandplejere ofte gør, bliver effekten af suget markant ringere. 

Tandplejepersonalet er effektivt beskyttet mod aerosolsmitte, hvis man anvender personlige værnemidler som beskrevet i Sundhedsstyrelsens retningslinje af 5. maj 2020, og man beholder maske og øjenbeskyttelse på, så længe man opholder sig i lokalet.

Patienternes smitterisiko kan reduceres ved brugen af kofferdam og grundig udluftning.
 

Kilder

1. Harrel SK, Molinari J. Aerosols and splatter in dentistry. J Am dent Assoc 2004;135:429-37.

2. CENTERS FOR DISEASE CONTROL AND PREVENTION. Generation and behavior of airborne particles (aerosols). Atlanta: CDC, maj 2020.

3. Zemouri C, de Soet H, Crielaard W et al. A scoping review on bio-aerosols in healthcare and the dental environment. PLoS ONE 2017;12: e0178007. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0178007

4. Li Y, Ren B, Peng X et al. Saliva is a non-negligible factor in the spread of COVID-19. Mol Oral Microbiol. 2020 May 4. doi: 10.1111/omi.12289. [Epub ahead of print]

5. Lo Giudice R. The severe acute respiratory syndrome coronavirus-2 (SARS CoV-2) in dentistry. Int J Environmental Res Public Health 2020; 17: doi:10.3390/ijerph17093067

6. SUNDHEDSSTYRELSEN. Håndtering af COVID-19: Omstilling og gradvis øget aktivitet i tandplejen. København: Sundhedsstyrelsen, maj 2020.

Kommentarer

1 Kommentarer

Glimrende faktuelt og rettidgt
ANNONCE