ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Referat:

EuroPerio10 i København

Verdens førende kongres om parodontologi og implantologi, EuroPerio10, fandt sted den 15.-18. juni i København. Læs forskningsområdeleder og lektor, ph.d. Christian Damgaards referat af konferencen her.

EuroPerio10
Tekst: Christian Damgaard

Med over 7.000 deltagere fra mere end 100 lande afholdt EuroPerio10 den 15.-18. juni 2022 den største kongres inden for parodontologi og implantologi i København. Kongressen var arrangeret i af European Federation of Parodontology (EFP). Med i tilrettelæggelsen af EuroPerio10 var de to danske parodontologiske selskaber: Dansk Parodontologisk Selskab (DPS) og Dansk Selskab for Parodontologi (DSP) begge repræsenteret med deres respektive formænd hhv. Bo Danielsen, skolechef for Skolen for Klinikassistenter og Tandlplejere (SKT) og Christian Damgaard, forskningsområdeleder, lektor på Odontologisk Institut, Københavns Universitet. 

EuroPerio10 blev en længeventet og samlende begivenhed for parodontologien både internationalt og nationalt med et omfattende videnskabeligt program med over 900 videnskabelige abstracts og 41 videnskabelige sessioner om parodontologi og implantologi for både forskere og klinikere. 

EuroPerios voksende succes skyldes hovedsageligt det videnskabelige program, der leverer nutiden og fremtiden inden for videnskab og praksis i parodontologi og implantatbehandling

christian damgaard, Forskningsområdeleder, lektor, ph.d., Odontologisk Institut, Københavns Universitetet

Professor Phoebus Madianos, formand for EuroPerio10, sagde: "EuroPerio tiltrækker de bedste foredragsholdere, videnskabsmænd og klinikere fra hele verden. EuroPerios voksende succes skyldes hovedsageligt det videnskabelige program, der leverer nutiden og fremtiden inden for videnskab og praksis i parodontologi og implantatbehandling". Det videnskabelige program indeholdt nye emner såsom kunstig intelligens’ rolle i diagnosticering og behandling af parodontitis, men også præsentation af nye studier, der underbygger sammenhængen mellem parodontitis og hjertesygdomme, diabetes, leddegigt, for tidlig fødsel, neurodegenerative lidelser og nedsat lungefunktion. EuroPerio10 gav desuden et tilbageblik på de seneste 30 års udvikling inden for parodontologi og implantologi. Parodontitis og periimplantitis er nu anerkendt som inflammationssygdomme, der ikke kun påvirker parodontiet, men ubehandlet også indebærer risiko for udvikling og forværring af sygdomme langt væk fra mundhulen. 

På EuroPerio10 blev ydermere præsenteret de første evidensbaserede europæiske kliniske retningslinjer for, hvordan man bør behandle fremskreden parodontitis (stadium IV). Fremtidens parodontologi vil fortsat arbejde for styrke behandling og forebyggelse parodontitis og periimplantitis for derigennem at bidrage til, at vores patienter får et godt liv med en sund krop. Det blev også slået fast at implantater ikke skal erstatte tænder, men derimod at implantater erstatter manglende tænder. Ligeledes blev det slået fast, at specialisering inden for parodontologi har bidraget til, at et reduceret parodontium og kæbeknogle omkring tænder og implantater kan behandles kirurgisk forudsigeligt med mukogingival kirurgiske indgreb med brug af bl.a. bindevævstransplantater.

EFP blev grundlagt i 1991 og er en sammenslutning af 37 nationale parodontale medlemsforeninger, der repræsenterer mere end 16.000 specialtandlæger i parodontologi, tandlæger, forskere og tandplejere. EFP understøtter evidensbaseret behandling og forskning inden for parodontologi, implantologi og oral sundhed. EuroPerio10 markerede sig ved at bidrage til bæredygtighed med henblik på at stille fokus på vores ressourceforbrug og konkret ved at reducere mængden af trykte materialer til EuroPerio10 med 50 % sammenlignet med tidligere år. EFP har ingen kommerciel dagsorden.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE