ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Dansk forskningsnyt:

God prognose for implantater i anteriore del af maksillen efter dentale traumer

Foreløbige korttidsresultater tyder på, at overlevelses- og komplikationsraterne for implantatbehandling efter traumatisk betinget tandtab anteriort i maksillen er på samme niveau som generelt ved implantatbehandling.

Det kan være udfordrende at udføre implantatbehandling til erstatning af incisiver i overkæben, som er mistet på grund af traumer. Der kan være lang ventetid fra traumetidspunktet i de tidlige skoleår, til kæbevæksten er afsluttet, og implantatet kan indsættes. Knoglestrukturen i området gør, at den labiale knoglevæg undergår relativt kraftig resorption, efter at tanden er mistet, og dette forhold kan yderligere forværres, hvis tandtraumet har medført skader på den alveolære knogle og blødtvæv. Der vil derfor ofte være indikation for knogleopbygning. Endelig medfører de kosmetiske krav i det meget synlige fortandsområde, at der også kan være behov for blødtvævskirurgi. Men trods disse komplicerende forhold er behandlingsresultaterne typisk vældig gode, viser en ny dansk undersøgelse. 

Oversigten omfatter seks studier med i alt 96 patienter og 120 implantater

Forskere fra Rigshospitalet (Afdeling for Kæbekirurgi) og Københavns Universitet (Odontologisk Institut) har udarbejdet en systematisk oversigt over resultaterne af implantatbehandling efter traumatisk betinget tandtab anteriort i maksillen. Oversigten omfatter seks studier med i alt 96 patienter og 120 implantater. Der blev foretaget knogleopbygning ved 60 af implantaterne. Overlevelsesraten for fiksturer og suprastrukturer var henholdsvis 97 % og 95 % med en gennemsnitlig observationsperiode på 3,5 år. Komplikationsraterne var 7 % for fiksturer og 11 % for suprastrukturer. Det gennemsnitlige marginale knogletab var under 1 mm, og patienterne var generelt meget tilfredse med det æstetiske resultat. 

Forfatterne konkluderer, at evidensgrundlaget endnu er beskedent, men de foreløbige korttidsresultater tyder på, at overlevelses- og komplikationsraterne er på samme niveau som generelt ved implantatbehandling.

Nørgaard Petersen F, Jensen SS, Dahl M. Implant treatment after traumatic tooth loss: A systematic review. Dent Traumatol 2022;38:105-16. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE