ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Detaljen:

Infektionsskjold

Systematisk mundhygiejne kan halvere antallet af infektioner efter en operation, viser et projekt fra Aalborg Universitetshospital. Alligevel bliver tandbørstning og mundhygiejne ofte nedprioriteret i sundhedssektoren.

Tekst: Anne Burlund / Foto: Lizette Kabré

Systematisk mundhygiejne kan halvere antallet af infektioner efter en operation. Det viser et projekt fra Aalborg Universitetshospital. 

To dage før en elektiv hjerteoperation skulle patienterne børste tænder fire gange dagligt og efterfølgende skylle mund med klorhexidin gluconat 0,12 %, der nedsætter antallet af mikroorganismer i mundhulen betydeligt. En sygeplejerske fulgte op på den præoperative mundhygiejne og sørgede for, at rutinen blev opretholdt dagen efter operationen. 

Resultaterne er interessante, da patogene bakterier i mundhulen kan medføre betændelse og luftvejsinfektioner og i svære tilfælde kan medføre dødsfald. Alligevel bliver tandbørstning og mundhygiejne ifølge sygeplejerske og master i klinisk sygepleje Anita Tracey, der står bag projektet, ofte nedprioriteret i sundhedssektoren, som det videnskabelige tema i dette Tandlægeblad også afdækker. 

Udenlandske undersøgelser viser, at der mangler viden blandt sundhedspersonalet om vigtigheden af mundhygiejne – og hvordan den kan påvirke et sygdomsforløb. Anita Tracey håber derfor, at projektet kan skabe fokus på emnet, da det ikke kræver øgede ressourcer, men blot øget opmærksomhed.

Kilde: Aalborg Universitetshospital og Sygeplejersken

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE