ANNONCE
Annonce

Ingen effekt af laserbehandling ved peri-implantitis

Der blev ikke fundet klinisk relevant effekt af supplerende laserbehandling ved behandlingen af peri-implantitis i ny amerikansk oversigt. 

Peri-implantitis er et stigende problem, og da tilstanden er vanskelig at behandle med godt resultat, forskes der intensivt i udvikling af alternative behandlingsmuligheder som fx supplerende laserbehandling.

Indtil videre er der dog intet, der tyder på, at laserbehandling har nogen gavnlig effekt på peri-implantitis.

Amerikanske forskere har offentliggjort en systematisk oversigt med meta-analyser om effekten af at supplere kirurgisk eller ikke-kirurgisk behandling af peri-implantitis og peri-implantær mukositis med laserterapi.

I oversigten indgår i alt 22 kontrollerede undersøgelser af effekten af supplerende bestråling med erbium- eller diodelasere, idet der ved søgningen ikke blev fundet kontrollerede undersøgelser af andre lasertyper end disse to. Der blev heller ikke fundet valide undersøgelser af effekten af monoterapi med lasere.

Der blev ikke fundet klinisk relevant effekt af supplerende laserbehandling på pochedybde, fæsteniveau, gingival blødning, plak, knogleniveau eller gingivaretraktion. Det må dog bemærkes, at de foreliggende undersøgelser er meget heterogene, og at flere af meta-analyserne kun er baseret på to studier.

Det kan derfor ikke udelukkes, at fremtidige undersøgelser vil komme frem til mere positive resultater. Men på det foreliggende grundlag er der ikke grund til at supplere behandlingen af peri-implantære sygdomme med laserbehandling.

 

Lin GH, López del Amo F, Wang HL. Laser therapy for treatment of peri-implant mucositis and peri-implantitis: an American Academy of Periodontology best evidence review. J Periodontol 2018;89:766-82.

Kommentarer
ANNONCE