Dansk forskningsnyt:

Lavenergi-laser mindsker følsomheden ved ortodontisk behandling

Lavenergi-laser
Foto: Shutterstock

Ortodontisk behandling gør ondt. Ca. 90 % af patienterne oplever smerte i forbindelse med behandlingen, og i nogle tilfælde er smerterne så voldsomme, at patienterne opgiver at samarbejde eller ligefrem dropper behandlingen. Men ifølge en ny undersøgelse kan behandling med lavenergi-laser (Lowlevel laser therapy, LLLT) medvirke til at lindre smerterne.

I undersøgelsen indgik 40 unge patienter med en gennemsnitsalder på 20,8 år. Halvdelen blev behandlet med LLLT umiddelbart efter indsættelse af fast apparatur og igen efter to timer, 24 timer, fire dage og syv dage. Den anden halvdel blev placebobehandlet med samme tidsintervaller. Laserbehandlingen blev foretaget på en hjørnetand i overkæben med en 810- nm gallium-aluminium-arsen-diodelaser. Patienternes reaktioner på kulde, varme og mekaniske stimuli blev registreret på alle behandlingstidspunkter ved den behandlede hjørnetand, den kontralaterale tand samt på venstre hånd.

Generelt havde LLLT-gruppen signifikant mindre følsomhed end placebogruppen i den behandlede side. Det samme gjaldt i nogen grad i den kontralaterale side, mens der ingen effekt sås på venstre hånd.

Forskerne konkluderede, at LLLT reducerede smerte og følsomhed i tænder og gingiva i forbindelse med ortodontisk behandling, og at der også syntes at være en kontralateral effekt inden for trigeminussystemet, men ingen systemiske virkninger.

Den dobbeltblinde, placebokontrollerede undersøgelse er foretaget i samarbejde mellem Nanjing Medical University, Kina, og Aarhus og Aalborg Universitet.

LLLT reducerede smerte og følsomhed i tænder og gingiva i forbindelse med ortodontisk behandling

Wu S, Chen Y, Zhang J, Chen W, Shao S, Shen H, Zhu L, Ye P, Svensson P, Wang K. Effect of low-level laser therapy on toothrelated pain and somatosensory function evoked by orthodontic treatment. Int J Oral Sci 2018;10:22. https://doi.org/10.1038/s41368-018-0023-0.