Mesenkymceller afhjælper xerostomi efter stråleterapi
Xerostomi og hyposalivation er almindelige og vedvarende eftervirkninger af stråleterapi i hoved-hals-regionen; men en tværfaglig forskergruppe fra Rigshospitalet, Herlev Hospital og de odontologiske institutter i København og Aarhus har nu udviklet en teknik, der ser ud til at kunne afhjælpe disse gener. Metoden består i, at man efter fedtsugning i patienternes bughule isolerer og opformerer mesenkymale stamceller (MSC), som til slut injiceres i patienternes submandibulære spytkirtler. MSC er angiogene, anti-inflammatoriske og vævsregenererende, og i modsætning til embryonale stamceller giver de ikke anledning til problemer med vævsforligelighed eller udvikling af malignitet.
I en randomiseret placebokontrolleret klinisk afprøvning af metoden indgik 30 patienter, som havde gennemgået stråleterapi for human papillomavirus (HPV)-positive oro-faryngeale pladecellecarcinomer. Halvdelen fik injiceret MSC, de øvrige fik placebo.
Fire måneder efter behandlingen kunne man i testgruppen, men ikke i kontrolgruppen, påvise signifikant forøget spytsekretionshastighed og signifikant mere serøst kirtelvæv i spytkirtlerne. Patienterne i testgruppen følte sig desuden mindre tørstige og havde mindre besvær med at tygge fast føde. Der blev ikke konstateret nogen bivirkninger.
Forskerne konkluderer, at resultaterne er lovende, idet metoden synes sikker og medfører både subjektive og objektive forbedringer. Det understreges dog, at metodens anvendelighed skal bekræftes i flere og større undersøgelser, før den er klar til generel anvendelse.
Resultaterne er lovende, idet metoden synes sikker og medfører både subjektive og objektive forbedringer
Grønhøj C, Jensen DH, Vester-Glowinski P, Jensen SB, Bardow A et al. Safety and efficacy of mesenchymal stem cells for radiationinduced xerostomia: a randomized, placebo-controlled phase 1/2 trial (MESRIX). Int J Radiat Oncol Biol Phys 2018;101:581-92.