25 trin til behandling af cervikal resorption
Få indblik i cervikale resorptionsforløb i denne 25 trins guide, som er baseret på en kasuistik.
Guiden er udarbejdet på baggrund af en kasuistik om behandling af cervikale rodresorptioner: Behandling af cervikale rodresorptioner - fire patienttilfælde
Diagnostik og samtykke
1. Som klinisk udgangspunkt kan Heithersays klassifikation anvendes (klasse I-IV).
2. Resorptionens udbredelse vurderes ud fra enoral røntgen og CBCT. Bemærk, ved vurdering ud fra CBCT kan selv mindre læsionstyper (klasse I og II) have en penetrationsdybde, hvor CBCT bedre kan forudsige behov for evt. endodontisk behandling (overkapning eller pulpektomi).
3. Vær opmærksom på tidlig diagnostik og dokumentation med henblik på progressionsvurdering. Der kan være stor forskel på progressionshastighed.
4. Er det vanskeligt at vurdere progressionen, kan det være hensigtsmæssigt at foretage indgreb selv på relativt små læsioner.
5. Ved observation af reelle små læsioner på ældre personer kan henholdende behandling være rimelig og forsvarlig – hvis der foretages halvårlig kontrol.
6. Pulpasensibilitet vil forventelig være positiv ved de cervicale læsioner. Subjektive symptomer kan tit komme fra det marginale parodontium omkring resorptionskaviteten.
7. Vær opmærksom på, at klassifikation af særligt store resorptive forandringer kan være mere teoretisk baseret end direkte klinisk applicerbar. Som konsekvens ender behandlingerne eventuelt med at blive det samme uanset resorptionstypen. Dog vil tilstedeværelsen af den ”lamina dura-lignende” omkredsning af rodkanalen kunne henføres til en cervikal resorptionshistorik (ad modum Heithersay), og det vil indbefatte nødvendigheden af en rodbehandling.
8. Husk at få patientsamtykke til, at der iværksættes en behandling, som kan have tiltagende ringe prognose. Patientsamtykket bør også indeholde information om, at behandlingen af læsionerne kan føre til en serie af stadig mere invasiv karakter – gående fra simpel endodontisk restorativ behandling, herunder kirurgisk behandling, til i sidste ende evt. ekstraktion.
Behandling uden pulpal komplikation
9. Om muligt lokaliseres ”indfaldsvejen” til den aktuelle resorption, denne undersøgelse udføres optimalt under forstørrelse.
10. I udgangspunktet er det relativt små ”indfaldsveje” fra parodontalligamentet via cement og dentin, som udvikler resorptionsvævet, og som holder den cervikale resorption aktiv. Derfor bør der udføres en okklusal oplukning, så klinisk intakte tandflader bevares så vidt muligt.
11. Igennem den okklusale oplukningskavitet renses resorptionskaviteten fri for granulationsvæv. Bemærk, at efter fjernelse af granulationsvævet er kaviteten fortsat hård og ikke blød som ved en cariøs kavitet.
12. Efter rensning af overfladekaviteten foretages applikation af passende fyldningsmateriale fx plast eller en calcium-silicat-cement (MTA, Portland cement eller BioDentine).
Behandling med pulpal komplikation (smerte, tæt kommunikation mellem kavitet og pulpa/rodkanal)
13. Ved læsioner, hvor fjernelse og rensning af kavitet sker uden perforation til pulpa, og der efterfølgende udvikles smerter, eller den resorptive proces fortsætter, kan efterfølgende endodontisk behandling være indiceret.
14. Cervikal resorption penetrerer ikke pulpa, men på baggrund af både enoral røntgen og CBCT kan relationen være så tæt og omsluttende, at pulpektomi skal udføres af ”tekniske” grunde, fordi det omsluttende resorptionsvæv ellers ikke kan fjernes.
15. I udgangspunktet er der derfor ikke tale om en infektionsrelateret rodbehandling.
Kirurgiske elementer
16. Ved meget store læsioner (klasse IV) kan kirurgisk behandling være indiceret, hvis tanden er vurderet bevaringsværdig. Typisk lægges incisionen helt marginalt med papiller omkring tanden med resorption, så hele læsionen kan blotlægges.
17. Resorptionen renses med ekskavator, og omkringliggende granulationsvæv fjernes.
18. Der etableres tørlægning i operationsfeltet, fx med spongostan med 2 dråber 1 % adrenalin og gaze, der ligger ca. 3 min. Ved anvendelse af plast behandles dentinen med EDTA gel i 20 sekunder med microbrush. Derefter skylles der med fysiologisk saltvand og tørres med luft. Afslut med Gluma Desensitizer i 20 sekunder på microbrush, tør igen med luft.
19. Kaviteten fyldes/bygges op med almindeligt fyldningsplast ved lyspolymerisering eller et kemisk hærdende materiale. Alternativt en overfladestabil calcium-silicat-cement (se punkt 22 under ”25 trin til behandling af ekstern resorption”).
Kontrol
20. Seks måneder samt efter et år.
