Osteogenesis imperfecta medfører ofte dentale forandringer
Kollagen type 1 er essentielt for opbygningen af såvel knogle som dentin. Patienter med osteogenesis imperfecta (OI) har derfor ofte tanddannelsesforstyrrelser som fx dentinogenesis imperfecta (DI). Der findes tre typer af DI, hvoraf en ofte optræder sammen med OI. De vigtigste kliniske tegn ved DI er gråblå eller brunlig misfarvning af tænderne samt pulpaobliteration. Emaljen er normalt udviklet, men er skrøbelig, fordi den hviler på fejludviklet dentin.
Den førnævnte aarhusianske forskergruppe har undersøgt 73 voksne OI-patienter med en gennemsnitsalder på 45,4 år for dentale forandringer. En fjerdedel af patienterne havde DI; men blandt de hårdest angrebne patienter var frekvensen af DI oppe på 94,4 %, og 88,9 % havde pulpaobliteration. Blandt patienter med mildere grad af OI var der til gengæld forhøjet forekomst af taurodontisme (9,1 %) og pulpasten (29,1 %).
Patienterne havde i gennemsnit 25 tænder; men deres tandsæt var generelt meget behandlede. I gruppen med lettere grader af OI var der i gennemsnit 9,7 tænder med fyldninger og 1,4 kronebehandlede tænder, mens patienter med sværere grader af OI i gennemsnit havde 5,0 tænder med fyldninger og 6,1 kronebehandlede tænder. Forfatterne påpeger, at offentlig finansiering af tandbehandling hos disse patienter kan være medvirkende årsag til den høje behandlingsgrad.
De vigtigste kliniske tegn ved DI er gråblå eller brunlig misfarvning af tænderne samt pulpaobliteration
Thuesen KJ, Gjørup H, Hald JD, Schmidt M, Harsløf T, Langdahl B, Haubek D. The dental perspective on osteogenesis imperfecta in a Danish adult population. BMC Oral Health 2018;18:175./doi.org/10.1186/s12903-018-0639-7.