Ny start:

"Det giver mig et kæmpe kick at se mine medarbejderes flamme være tændt!"

Anne Henneberg, 56 år: Fra daglig leder af den kommunale tandpleje i Hørsholm til overtandlæge samme sted.

Anne Henneberg
Tekst: Anne Burlund / Foto: Thomas Nielsen

Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du søgte jobbet som overtandlæge?
– Jeg tænkte meget over, hvordan det ville være, hvis jeg blev leder det sted, jeg selv arbejdede som tandlæge. Men medarbejderne kender mig og ved, hvad jeg står for, så det var jeg ikke så bange for. Jeg overvejede, om medarbejderne skulle vide, at jeg søgte jobbet. Men jeg besluttede at tone rent flag og være åben om det – mest af hensyn til mine kollegaer, hvis de skulle føle, at det var mærkeligt.

Hvordan mærker du forskellen på at være daglig leder og nu overtandlæge?
– Jeg har lavet tænder i 30 år, så det er mærkeligt ikke at være behandler mere. Men på den anden side er denne her opgave så spændende! Når man sidder hands-on på klinikken, er det meget driftspræget, og jeg ville gerne arbejde endnu mere med ledelse og have tid til at være visionær. Jeg synes, det er fedt at være i helikopteren og se tingene i sin helhed – og være den, der lægger planerne. Jeg har altid været drevet af gerne at ville tage ansvar. Og jeg har også en forventning om, at andre tager ansvar. Jeg har altid haft behov for at vide, hvad der foregår, og hvorfor vi går den vej – og forstå processen. Det er dejligt nu at være med til at præge det.

Hvad motiverer dig?
– Jeg har altid trivedes bedst på større arbejdspladser, hvor der er masser af faglig sparring, og her er den kommunale tandpleje optimal, fordi vi er så mange faggrupper, og vi når hele vejen rundt om patienten. Vi har behandlingsstrategier, så der er ingen, der træffer en beslutning alene. Jeg elsker at være sammen med mine medarbejdere og se dem vokse og udfolde sig. Det giver mig et kæmpe kick at se mine medarbejderes flamme være tændt! Det er benzinen for mig.

Hvordan bruger du dine værdier i dit daglige arbejde?
– De vigtigste ledelsesredskaber for mig er åbenhed, tydelighed og transparens. Man skal kunne sige tingene ligeud til hinanden. Alle skal kunne komme til mig – også når noget går mindre godt. Det synes jeg, at vi er gode til.Jeg har hele tiden fokus på, hvad vi er sat i verden for. Vores kerneopgave er at give alle tandplejens brugere mulighed for at skabe livskvalitet gennem god tandsundhed hele livet. Jeg tror på, at hvis vi løfter den opgave på bedste vis, så får vi også arbejdsglæde og god medarbejdertrivsel.

Hvad har været de største udfordringer?
– Det er svært at sige, måske er de ikke kommet endnu. Jeg vil gerne derhen, hvor medarbejderne selv kører ting, og så ser jeg outcomet. Nu hvor jeg ikke længere sidder med driften, skal jeg turde give opgaverne fri uden at blande mig for meget. Det synes jeg er lykkedes, men det er stadig en proces.

CV

  • 1988
    Uddannet fra Tandlægeskolen i København
  • 1988-89
    Tandlæge ved Den Kongelige Livgarde
  • 1989-2007
    Ansat i privat praksis i ind- og udland
  • 2007
    Ansat i Hørsholm Kommunale Tandpleje
  • 2016
    Daglig leder af Hørsholm Kommunale Tandpleje
  • 2018
    Overtandlæge i Hørsholm Kommunale Tandpleje

I Ny Start går Tandlægebladet tæt på skift i (arbejds)livet som tandlæge. Hvis du selv eller en kollega står overfor et karriereskift eller en omvæltning, som du har lyst til at fortælle om, hører redaktionen gerne fra dig på TBredaktion@tdl.dk