"Udkantsdanmark skal man ikke være bange for"
Der er masser at lave, og det er kun ens hastighed og kompetencer, der sætter grænser. Sådan beskriver nyuddannet tandlæge Joachim Cederfeld sit nye job.
Joachim Cederfeld
26 år
Fra: Studerende ved Tandlægeskolen i København
Til: Ansat hos Specialtandlægerne ved Farøbroerne i Nørre Alslev
Du er bosat i Valby, men har valgt at arbejde på Falster, hvorfor det?
– Jeg valgte jobbet, og bagefter valgte jeg Valby. Jeg boede på Østerbro før. Min kæreste er stadigvæk studerende, så det var et kompromis. Jeg ville rigtig gerne have det her job, og ydre Valby er stadigvæk en god afstand til Københavns Universitet. Jeg har så måtte købe en bil for at kunne komme derned.
Hvorfor var lige det her job det rigtige?
– Jeg faldt over det her job bl.a. fordi, der kommer tre kæbekirurger ind to gange om ugen, og da jeg synes kirurgi er helt fantastisk, passede det godt til mig. Stillingen er derfor også et forsøg på at gå i den retning. Derudover lagde jobopslaget op til, at der var vildt meget at lave, og det er rigtigt! Man sidder ikke stille. Der er er masser at lave i Udkantsdanmark. Det er kun ens hastighed og kompetencer, der sætter grænser. Og så er jeg blevet taget super godt imod. Jeg har nogle erfarne klinikassistenter til at holde mig i ørerne under mine egne behandlinger, og en erfaren tandlæge og specialtandlæger, jeg kan stille spørgsmål, hvis jeg er i tvivl om noget.
Lever arbejdslivet så op til dine forventninger?
– Det er hårdt at starte. De første par måneder var jeg nok mere zombie, når jeg kom hjem. Man skal også være på, på et helt andet personligt plan, når man er tandlæge. Jeg var indstillet på, at det var noget andet end at være studerende. Man skal lære at arbejde hurtigere samtidig med, at man skal have sig selv med. Det er en hårfin balance. Jeg skal især vænne mig til at tage mit arbejde for gode vare og tro på min egen faglighed. Men jeg føler mig ikke overrumplet. Det er utrolig trygge rammer, jeg arbejder i, og jeg har hele tiden nogen at spørge til råds. De ved godt, jeg er ny, så de står ofte på min klinik inden for et minut, når jeg har brug for hjælp.
Har det hele tiden været planen at søge et job væk fra København?
– Jeg søgte alt muligt – også i og omkring København. Man søger jo altid noget, der giver god mening og er forholdsvis tæt på. Men jeg har aldrig været bange for at pendle. Jeg har pendlet hele min barndom, så det gør mig ikke spor at tage lidt ekstra vej for noget, der er spændende. Den ekstra transporttid giver mig til gengæld mulighed for at catche op på en hel masse mennesker, jeg normalt ikke får ringet til i en travl hverdag.
Vil du anbefale andre nyuddannede tandlæger at finde et arbejde væk fra byen?
– Jeg kan helt klart anbefale at komme lidt væk, hvis man ikke er bange for bange for at pendle eller flytte ud af byen. Jeg har også selv fået fortalt tidligere, at man får rigtig meget ud af at komme væk i en årrække, og om man så bliver glad for at være der og gerne vil blive, kan man jo ikke udelukke. Jeg er i hvert fald super tilfreds der, hvor jeg er endt. Det er fedt at være ny tandlæge, og Udkantsdanmark skal man ikke være bange for.
I Ny Start går Tandlægebladet tæt på skift i (arbejds)livet som tandlæge. Hvis du selv eller en kollega står overfor et karriereskift eller en omvæltning, som du har lyst til at fortælle om, hører redaktionen gerne fra dig på TB@tdl.dk