Ny viden:

Kinesiske forskere regenererer emalje ved at efterligne naturen

Forskere fra Zheijang Universitet har taget et vigtigt skridt mod at kunne regenerere de naturlige tandvæv i fuldt omfang.

emalje

Tænk, hvis vi ikke var henvist til at behandle carieslæsioner med dentalmaterialer, men i stedet kunne regenerere de naturlige tandvæv i fuldt omfang.

Forskere fra Zheijang Universitet har taget et lille, men vigtigt skridt imod opfyldelsen af denne gamle drøm, idet de i laboratoriet har gendannet emalje ved at efterligne den naturlige proces, hvor epitaktisk vækst af hydroxylapatitkrystaller sker i en interfase mellem krystallinsk og amorft calciumfosfat.

Små stykker human emalje blev ætset med 37 % fosforsyre for at simulere initiale carieslæsioner. Herefter blev stykkerne inkuberet i 48 timer med et specialfremstillet produkt bestående af calciumfosfationer i små klynger med en diameter på ca. 1,5 nm.

Efter inkuberingen kunne man ved scanning-elektronmikroskopi konstatere, at der var dannet emaljeprismer med den karakteristiske fiskeskælsstruktur, og at de nydannede krystaller havde samme orientering som de oprindelige. Den nydannede emalje havde desuden samme mekaniske egenskaber (hårdhed og elasticitetsmodul) som naturlig emalje.

Forskerne betegner resultaterne som lovende, men angiver som en væsentlig udfordring, at det indtil videre kun er muligt at regenerere emalje i en tykkelse på 2,8 μm.

Shao C, Jin B, Mu Z et al. Repair of tooth enamel by a biomimetic mineralization frontier ensuring epitaxial growth. Sci Adv 2019;5: eaaw9569. DOI: 10.1126/sciadv.aaw9569.