Usikkert at forudsige føleforstyrrelser efter amotio ved hjælp af billeddiagnostik
PAN og CBCT har begrænset værdi til forudsigelse af føleforstyrrelser, lyder konklusionen fra forskere ved Aarhus Universitet.
Føleforstyrrelser svarende til n. alveolaris inferior kan forekomme efter operativ fjernelse af retinerede visdomstænder i underkæben.
Forskere fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet har undersøgt, om det er muligt at forudsige forekomst af føleforstyrrelser ud fra panoramaoptagelser (PAN) og CBCT.
I undersøgelsen indgik 106 patienter, som var henvist for fjernelse af visdomstænder. Fælles for patienterne var, at der forelå både PAN og CBCT præoperativt, at der på PAN kunne ses overlejring mellem den retinerede tand og canalis mandibulae, samt at der blev foretaget neurosensorisk test af det relevante område i begge sider før operationen og en uge efter denne.
21 af patienterne havde føleforstyrrelse en uge efter operationen, og en af dem udviklede en permanent føleforstyrrelse, som varede mere end seks måneder.
Det tegn på PAN, der havde højest prædiktiv værdi for føleforstyrrelse, var ”tredjemolars rødder beliggende inferiort for underkanten af canalis mandibulae”; men det var kun i en tredjedel af tilfældene, at patienter med dette tegn faktisk udviklede en føleforstyrrelse.
Ved CBCT forekom den højeste prædiktive værdi ved fundet ”kanalen ligger imellem rødderne på tredjemolar”; men det var kun omkring halvdelen af patienterne med dette tegn, der udviklede føleforstyrrelse.
Andre traditionelle tegn såsom ”brudt overkant af canalis mandibulae” set på PAN og ”manglende knogleadskillelse mellem kanal og trejdemolar” set på CBCT havde ens og lave prædiktive værdier.
Forfatterne konkluderer, at PAN og CBCT har begrænset værdi til forudsigelse af føleforstyrrelser, og at CBCT ikke synes at forbedre risikovurderingen.
Matzen LH, Petersen LB, Schropp L, Wenzel A. Mandibular canal-related parameters interpreted in panoramic images and CBCT of mandibular third molars as risk factors to predict sensory disturbances of the inferior alveolar nerve. Int J Oral Maxillofac Surg 2019;48:1094-1101.