Lovende kliniske resultater med ny teknologi til udrensning af oblitererede rodkanaler
Klinisk observationsstudie viser lovende tegn for en ny metode udviklet til at udrense obliterede rodkanaler. 50 ud af 50 patienter modtog enten en optimal eller acceptabel behandling.
Forskere fra Københavns Universitet og privat praksis har udviklet en metode til udrensning af oblitererede rodkanaler ved hjælp af en styringsskinne, som er fremstillet på grundlag af CBCT og overfladescanning.
Metoden er nu dokumenteret i et klinisk observationsstudie med 50 konsekutive patienter, som var henvist for udrensning af oblitererede kanaler i incisiver eller hjørnetænder på grund af apikal parodontitis (88 %) eller behov for stiftforankring (12 %). Ved hjælp af CBCT blev der planlagt en adgangsvej fra et punkt på kronens lingvalflade til det område, hvor rodkanalen blev synlig på røntgenoptagelse. Ved hjælp af styringsskinnen blev adgangsvejen præpareret med et spiralbor med samme diameter som styringsskinnens lumen, 1,2 mm. Når rodkanalen var nået, blev den udrenset med reciprokerende file. Præcisionen af udboringen i mesio-distal retning blev kontrolleret på røntgenoptagelser.
Det lykkedes i alle 50 tilfælde at gennemføre den endodontiske behandling. I 22 tilfælde var præcisionen af udboringen optimal, idet den ramte centralt i rodkanalen. I de øvrige 28 tilfælde var præcisionen acceptabel, dvs. at kanalen blev ramt perifert eller tangentielt. Der var signifikant flere tilfælde med optimal præcision i underkæben (P = 0,033) end i overkæben, hvor obliterationerne var signifikant længere (P = 0,024).
Kommentar
Jørgen Buchgreitz, havde det været muligt at udrense de 50 tænder uden den nye teknologi?
– Alle 50 patienter var henvist, fordi egen tandlæge havde opgivet at behandle den oblitererede rodkanal. Enten på forhånd ud fra røntgenbilledet eller efter at have gjort et forsøg. Nogle af de 50 kunne muligvis være blevet behandlet, men næppe uden hjælp af mikroskop. Risikoen for parietal perforation er overhængende, og derfor blev den guidede metode anvendt.
Buchgreitz J, Buchgreitz M, Bjørndal L. Guided root canal preparation using cone beam computed tomography and optical surface scans – an observational study of pulp space obliteration and drill path depth in 50 patients. Int Endodont J 2018; doi:10.1111/iej.13038. [Epub ahead of print]