Implantater mistes særligt det første år
Risikoen for at miste et implantat er syv gange større det første år. Sådan lyder konklusionen fra amerikanske forskere.
Succesraten for implantatbehandling er høj, over 90 %; men der er stadig plads til forbedringer. Især i det første år efter indsættelsen er der en del implantater, der mistes. Faktisk er risikoen for implantattab syv gange større i det første år end i noget af de efterfølgende 25 år.
Amerikanske forskere har i en retrospektiv undersøgelse af journalmateriale fra en universitetsklinik (Mayo Clinic, Minnesota) fundet, at 362 ud af 8.540 indsatte implantater (4,2 %) blev mistet inden for det første år.
Nærmere analyse viste, at det især var de kirurgisk vanskeligste tilfælde, der havde forøget risiko for at ende med tab af implantatet. Risikoen var signifikant forøget ved knogleopbygning inden indsættelsen (P = 0,04), udfyldning af ekstraktionsalveolen med knoglemateriale (P = 0,006) og brug af xenogene materialer (P = 0,02). Derimod var alveoloplastik under implantatindsættelsen forbundet med nedsat risiko for tidligt implantattab (P = 0,001). En anden væsentlig risikofaktor var parodontitis.
Carr AB, Arwani N, Lohse CM et al. Early implant failure associated with patient factors, surgical manipulations, and systemic conditions. J Prosthodontics 2018. Doi.org/10.1111/jopr.12978.