Ny viden:

God tandplejeadfærd mindsker risikoen for alvorlige hjerte-kar­-sygdomme

En årlig undersøgelse og tandrensning reducerer risikoen for alvorlig hjerte­-kar­-sygdom med 14 %. Det konkluderer koreanske forskere i et nyt studie.

Pochemåler

Koreanske forskere foretog i 2003 en klinisk undersøgelse suppleret med interview vedrørende tandplejevaner på 247.696 raske voksne personer over 40 år (gennemsnitsalder 52,0 år), som ikke tidligere havde haft hjerte­-kar-­sygdomme.

10 år senere blev der udtrukket registerdata vedrørende personernes hjerte-­kar-­sygdomme i den mellemliggende periode, og der blev fundet 14.893 tilfælde af alvorlige hjerte­-kar-­sygdomme (pludselig hjertedød, myokardieinfarkt, hjertesvigt, slagtilfælde).

Efterfølgende analyser viste, at risikoen for alvorlige hjerte-kar­-sygdomme steg, hvis personerne ved den indledende undersøgelse havde haft parodontitis. Risikoen steg desuden, jo flere carieslæsioner og manglende tænder personerne havde.

De gode nyheder var, at en ekstra daglig tandbørstning (to i stedet for en) reducerede risikoen for alvorlig hjerte­kar­sygdom med 9 %, og at undersøgelse og tandrensning hos tandlægen en gang om året reducerede risikoen med 14 %.

Disse resultater var opnået efter korrektion for en lang række baggrundsvariable, og forskerne kunne tilmed påvise, at gode tandplejevaner i et vist omfang kunne modificere sammenhængen mellem oral sygdom og hjerte­-kar-­sygdomme.

Park S-Y, Kim S-H, Kang S-H et al. Improved oral hygiene care attenuates the cardiovascular risk of oral health disease: a population-based study from Korea. Eur Heart J 2018;40:1138-45.