CBCT fører til ændret behandlingsplan ved retinerede tredjemolarer i overkæben
Skal visdomstanden fjernes ved retinerede tredjemolarer i overkæben, eller skal man ekstrahere andenmolaren i stedet? Dette dilemma kan CBCT hjælpe med at svare på, vurderer forskere fra Aarhus Universitet.
Hvis en retineret tredjemolar i overkæben forårsager ekstern rodresorption (ERR) på distalfladen af den tilstødende andenmolar, er der ofte indikation for fjernelse af visdomstanden; men skaderne kan også være så omfattende, at det er en bedre idé at ekstrahere andenmolar.
En ny retrospektiv undersøgelse, som forskere fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet, har foretaget, tyder på, at anvendelse af CBCT kan være et værdifuldt diagnostisk hjælpemiddel til løsning af dette dilemma.
I undersøgelsen indgik 86 patienter med i alt 111 retinerede tredjemolarer.
Patienterne var henvist for CBCT med henblik på vurdering af ERR og andre patologiske forhold omkring andenmolarerne.
For alle patienter forelå der panoramaoptagelse og initial behandlingsplan, som var højst tre måneder gamle.
Endelig behandlingsplan efter CBCT blev besluttet inden for en gruppe af oralkirurger med mindst 10 års erfaring.
I 58,6 % af tilfældene blev behandlingsplanen ændret efter vurdering af CBCT. I 10,8 % blev andenmolar ekstraheret i stedet for visdomstanden, mens det i 22,5 % blev besluttet ikke at foretage nogen behandling.
Den væsentligste årsag til, at ekstraktion af andenmolar blev foretaget, var ERR, som involverede pulpa (OR = 16,8; P < 0,001).
Forfatterne konkluderer, at der muligvis er indikation for CBCT, hvis panoramaoptagelse giver mistanke om ERR, idet CBCT ofte medfører, at den initiale behandlingsplan ændres.