Epigenetisk faktor hæmmer udvikling af parodontitis
Den epigenetiske faktor miR-335-5p kan forhindre knogletab og inflammation i forbindelse med eksperimentel parodontitis. Sådan lyder konklusionen fra international forskningsgruppe med deltagelse af den danske professor Bjørn Steffensen.
Den epigenetiske forskning fortsætter med at bidrage til vores viden om odontologiske sygdomsmekanismer.
Et bestemt mikroRNA (miR-335-5p) har i forskellige prækliniske undersøgelser vist sig at fremme osteoblastdifferentiering og knogleregeneration samt hæmme et inflammatorisk respons.
En international forskergruppe under ledelse af Dr. Jake Chen og med deltagelse af den danske professor Bjørn Steffensen (Tufts University, Boston, USA) har på den baggrund undersøgt, hvilken effekt denne faktor har på udvikling af parodontitis i en dyremodel.
På 12 mus med overekspression af det omtalte mikroRNA blev der i den ene side af hovedet fremkaldt parodontitis ved hjælp af ligaturer omkring molarerne, mens den anden side tjente som kontrol.
Resultaterne blev sammenlignet med en anden gruppe mus (n = 14), som blev behandlet på samme måde, men ikke var overeksponeret for mikroRNA’et.
De mus, der havde overekspression af mikroRNA’et, havde 14 dage senere mindre marginalt knogletab og lavere forekomst af cytokinerne IL-1, IKL-6, TNF- og TLR4 end musene i kontrolgruppen.
Forskerne konkluderede, at den epigenetiske faktor miR-335-5p kan forhindre knogletab og inflammation i forbindelse med eksperimentel parodontitis.