Dansk forskningsnyt:

Automatiseret cariesregistreringssystem til 3d-scanner under udvikling

Forskere fra Københavns Universitet er i samarbejde med firmaet 3Shape Trios A/S i gang med at udvikle et automatiseret cariesregistreringssystem til en 3d-scanner. De første studier er startet, og resultaterne ventes offentliggjort i løbet af 2021.

Caries illu
Foto: VENLIGST UDLÅNT AF 3SHAPE

Sonde, lupbriller og røntgenoptagelser har i årtier dannet grundlag for cariesdiagnostikken. Men måske vil disse velkendte remedier om få år blive erstattet af – eller suppleret med – en intraoral scanner.

Forskere fra Odontologisk Institut (Københavns Universitet) og firmaet 3Shape TRIOS A/S har i fællesskab udviklet et automatiseret cariesregistreringssystem til en intraoral prototypescanner og afprøvet systemet i en in vitro-undersøgelse.

Scanneren er baseret på det forhold, at sunde og demineraliserede tandvæv absorberer og tilbagesender fluorescerende lys med forskellig lysintensitet fra klart grøn over brunlig til rød.

På 70 ekstraherede humane kindtænder, som enten var cariesfrie eller havde varierende grader af okklusalcaries, blev 139 mulige læsioner bedømt på fire forskellige måder: visuelt/taktilt, radiologisk, ved hjælp af scanneren samt til slut histologisk.

Den histologiske diagnose var facitlisten, som de øvrige metoder blev sammenlignet med.

Taktil/visuel undersøgelse havde den stærkeste korrelation med histologien (rs = 0,80), tæt fulgt af scanningssystemet (rs = 0,78).

Scanneren havde overordnet en bedre reproducerbarhed og højere sum af sensitivitet og specificitet end taktil/visuel- og røntgenundersøgelsen.

Kun ved læsioner i den ydre del af dentinen viste røntgenundersøgelsen bedre sensitivitet og specificitet end scanneren.

Forskerne oplyser, at de startede det første kliniske (in vivo) studie i april 2019, hvor TRIOS 4 intraoral scanner blev afprøvet på 73 patienter, og metoden sammenlignes med de visuelle og radiologiske metoder.

Etårs followupundersøgelser af de fleste patienter er nu næsten færdige, og publicering af resultaterne forventes i løbet af 2021. Der er i øvrigt flere forskningsprojekter rundt omkring i hele verden, som afprøver scanningssystemet.

Michou S, Benetti AR, Vannahme C, Hermansson PG, Bakshandeh A, Ekstrand KR. Development of a fluorescence-based caries scoring system for an intraoral scanner: an in vitro study. Caries Res 2020; https://doi.org/10.1159/000509925 [Online ahead of print].