Tandpastaallergi er næppe årsag til after
Type IV hypersensitivitet over for tandpastakomponetenter spiller ikke nogen rolle i udviklingen af RAU. Det konkluderer tyrkiske forskere efter at have undersøgt 36 RAU-patienter og 47 raske kontrolpersoner.
Recidiverende aftøse ulcerationer (RAU) optræder hyppigere hos patienter, der anvender tandpasta med natriumlaurylsulfat (SLS), og da det histologiske billede ved RAU er foreneligt med en Type IV hypersensitivitetsreaktion, kunne allergi over for SLS eller andre tandpastakomponenter tænkes at indgå i sygdommens patogenese.
Tyrkiske forskere har ved hjælp af priktest undersøgt 36 RAU-patienter uden almensygdomme og 47 raske kontrolpersoner for allergi over for en række af de mest allergene indholdsstoffer i tandpasta: SLS (skummemiddel), cocamidopropylbetain (afspændingsmiddel), propylenglycol (konserveringsmiddel), aluminiumklorid hexahydrat (slibemiddel), mentol (smagsstof), triclosan (antimikrobielt) og titandioxid (farvestof).
22,2 % af RAU-patienterne og 23,4 % af kontrolpersonerne havde positiv hudreaktion over for et eller flere af stofferne, og forskellen var ikke statistisk signifikant (P > 0,05).
I begge grupper var det SLS, titandioxid og mentol, der hyppigst gav anledning til positiv hudreaktion.
Forfatterne finder ikke, at resultaterne giver belæg for at antage, at Type IV hypersensitivitet over for de undersøgte tandpastakomponenter spiller nogen rolle ved udvikling af RAU.
Özden HK, Selcuk AA. Is there a role of toothpastes in the development of recurrent aphthous stomatitis? A prospective controlled clinical trial with skin patch testing. Oral Surg Oral Med Oral Pathol Oral Radiol 2020; doi: https://doi.org/10.1016/j.oooo.2020.10.006 [Online ahead of print].