Ny viden:

Fedmekirurgi kan give problemer i mundhulen

Patienters orale livskvalitet bliver dårligere, efter de har fået lavet en gastric bypass. Det er især manglende tyggeevne og isninger i tænderne, som bidrager til den nedsatte livskvailtet, vurderer svenske forskere.

Vægt
Foto: Shutterstock

Fedmekirurgi er et af de midler, der kan tages i anvendelse i kampen mod den fedmeepidemi, der omfatter ca. 13 % af jordens voksne befolkning.

Globalt set er den hyppigst udførte fedmeoperation gastric bypass , hvor tyndtarmen forbindes med en ny lille mavesæk konstrueret af den øverste del af mavesækken.

Metoden er effektiv, idet den i de fleste tilfælde fører til langvarigt signifikant vægttab, generelt bedre helbred og forbedret livskvalitet. Men ifølge en ny svensk undersøgelse bliver patienternes orale livskvalitet tilsyneladende dårligere efter gastric bypass.

Alle personer, der i 2011 havde fået udført fedmeoperation i Västra Götlands Len (n = 1.244) fik to år efter operationen tilsendt et spørgeskema om oral livskvalitet, og godt halvdelen (n = 644) deltog i undersøgelsen.

45 % af patienterne angav, at de havde dårlig oral sundhedstilstand, mens kun 9 % angav, at de havde haft orale sundhedsproblemer inden operationen.

De symptomer, der bidrog mest til den nedsatte orale livskvalitet, var manglende tyggeevne (n = 163; OR 5,77) og isninger i tænderne (n = 179; OR 3,38).

Forskerne bag undersøgelsen diskuterer mulige årsager til den høje forekomst af dentinhyperæstesi og peger bl.a. på refluks og opkastninger, selv om disse to gener faktisk mindskes efter fedmekirurgi.

Desuden antyder de, at en del fedmepatienter formentlig fortsætter med usunde kostvaner som sure drikkevarer også efter operationen.

Taghat N, Werling M, Östberg A-L. Oral health-related quality of life after gastric bypass surgery. Obesity Surg 2020;30:224-32.