Fire implantater er nok
Hvor mange implantater skal der til for at understøtte en aftagelig protese? Fire lyder svaret i ny systematisk oversigt.
En implantatunderstøttet aftagelig protese er en fortrinlig løsning til rehabilitering af en patient, der har mistet alle tænder i overkæben. Men da implantater er dyre, er det relevant at spørge, hvor mange implantater der skal til for at understøtte konstruktionen.
Emnet har for nylig været grundigt behandlet i en systematisk oversigt og i en kritisk kommentar. I underkæben er der meget, der tyder på, at det er tilstrækkeligt med to implantater; men for overkæbens vedkommende er der flere undersøgelser, der har fundet betydeligt større risiko for implantattab, hvis der indsættes mindre end fire implantater (femårsoverle- velse på 70 % mod 90 % ved fire implantater).
Derimod er der ingen undersøgelser, der indikerer, at det skulle være nødvendigt at indsætte mere end fire implantater. I to undersøgelser har man sammenlignet femårsoverlevelsen ved hhv. fire og seks implantater og fundet lige høj succesrate (tæt på 100 %) i begge tilfælde.
Forskerne påpeger, at evidensen indtil videre er begrænset; men de tilgængelige data tyder på, at fire implantater er det nødvendige og tilstrækkelige antal.
Di Francesco F, De Marco G, Gironi Carnevale UA et al. The number of implants required to support a maxillary overdenture: a systematic review and meta-analysis. J Prosthodont Res 2019;63:15-24. Guenin C, Martin-Cabezas R. How many implants are necessary to stabilize an implant-supported maxillary overdenture? Evid Based Dent 2020;21:28-9.