Tandlægers behandlingsvalg påvirkes af principper fra 1908
G.V. Blacks lærebog fra 1908 har op gennem d. 20 århundrede været en vigtig kilde inden for operativ cariesbehandlig. Og selvom meget ny forskning er kommet til efterfølgende, viser ny engelsk undersøgelse, at engelske tandlægers cariesterapi til sin vis stadig er præget af Blacks principper.
G.V. Blacks lærebog fra 1908 angav retningslinjerne for operativ cariesbehandling gennem det meste af det 20. århundrede; men de seneste årtiers forskning har erstattet Blacks principper om fuldstændig ekskavering og ufravigelige krav til kavitetsudformning med begreber som selektiv ekskavering og minimalt invasiv præparation.
Alligevel tyder en ny engelsk undersøgelse på, at tandlægers cariesterapi den dag i dag er præget af Blacks tankegang.
217 ud af 235 adspurgte alment praktiserende tandlæger fra London deltog i en spørgeskemaundersøgelse, hvor de bl.a. skulle besvare generelle spørgsmål om operativ cariesbehandling og tage stilling til behandlingsvalg ud fra konkrete kliniske og radiologiske billeder af carieslæsioner i forskellige stadier.
33 % af tandlægerne valgte operativ behandling af okklusale og approksimale emaljecarieslæsioner.
Tandlæger med mere end 15 års erfaring var mere tilbøjelige til at foretage operativ behandling af emaljecaries end nyuddannede kolleger (OR = 4,65, P = 0,016).
Til gengæld valgte 58,5 % af de nyuddannede at udforme en approksimal kavitet som Blacks Klasse II, mens ældre kolleger hældte mere til tunnelpræparation eller skålformede kaviteter (P = 0,003).
Endelig var tandlæger, der havde været på kursus i nye behandlingsprincipper, mere indstillede på minimalt invasiv behandling end kolleger, der ikke havde gennemgået et sådant kursusforløb (P = 0,003).
Forfatterne konkluderer, at tandlægers behandlingstærskel og behandlingsvalg påvirkes af alderen på eksamensbeviset og af efteruddannelsesprofilen.
Lektor, ph.d. Azam Bakhshandeh Odontologisk Institut, Københavns Universitet
– Artiklen omhandler en relevant og vigtig problemstilling om det optimale tidspunkt for operativ behandling af okklusale og approksimale carieslæsioner samt præparationstyper af kl. I- og II-kaviteter.
Forfatterne påpeger selv nogle begrænsninger ved undersøgelsen, som påvirker generaliserbarheden af deres resultater.
Bl.a. er designet af undersøgelsen nævnt som en influerende faktor, hvor spørgeskemaet var baseret på forskellige kliniske og radiologiske scenarier på en hypotetisk 20-årig patient med god mundhygiejne, som brugte fluoridtandpasta og havde årlige tandlægebesøg.
Her ville andre patienttyper og ikke mindst en klinisk tilgang helt klart kunne have influeret på resultaterne.
Også manglende information om aktivitet af de skitserede carieslæsioner, patientens carieserfaring og cariesrisiko har haft betydning.
Tidspunktet for operativ cariesterapi er heller ikke specificeret, eller om det gælder klinisk og/eller radiologisk vurdering af carieslæsionerne.
Endelig er tunnelpræparation ikke en gængs præparationstype, som alligevel er undersøgt i artiklen.
Amalgam, som foreslået af ca. ¼ af de engelske tandlæger til både okklusale og approksimale fyldninger, anvendes kun i sjældne tilfælde i flere lande, herunder Danmark.
Jeg er enig med forfatterne i, at der er behov for kalibrering i cariesdiagnostik, valg af behandling, herunder tidspunktet for operativ cariesterapi, skånsom ekskavering og præparationstyper.
Den allervigtigste information i denne undersøgelse er dog, at det nu er vist, at tandlæger, der følger kurser i nye behandlingsprincipper, er mere indstillede på minimalt invasiv behandling end kolleger, der ikke deltager i sådanne kurser.
Chana P, Orlans MC, O’Toole S et al. Restorative intervention thresholds and treatment decisions of general dental practitioners in London. British Dent J 2019;227:727-32.
