Abutments bliver hvide
De otte mm titaniumfremstillede abutments skinner metallisk gennem tandkødet. Men det er måske snart slut.
For forskere på DTU og Aarhus Universitet vil i samarbejde med virksomheden Elos Medtech farve titaniummet hvidt.
Forskergruppen på DTU, der er eksperter i at overfladebehandle metalliske materialer, har i laboratorieforsøg kunnet hvidfarve abutmentet ved at brænde det i en særlig ovn og udsætte det for forskellige gasser.
Projektet har været halvandet år undervejs. Og den store udfordring har været at finde de optimale gas- og temperaturforhold, så abutmentet blev hvidt. Hvor varm ovnen skal være, og hvilke gasser der bruges, er en velbevaret hemmelighed.
Næste skridt er at få udviklet en så robust og slidstærk overflade, at hvidfarvningen ikke skaller af, og det skal forskergruppen fra Aarhus Universitet nu i gang med.
De er eksperter i overfladebehandling med PVD-processer, som er pådampning af tynde lag film, der kan beskytte overfladen.
Hvis alt går godt, kan første produkttype være på markedet om ca. tre år.
Kilde: Ole Zoffmann Andersen, research manager i Elos Medtech, og seniorforsker Morten Jellesen, DTU Mekanik.