Børn med dårlige oplevelser hos tandlægen mister flere tænder som voksne
Det er vigtigt at etablere et godt tillidsforhold mellem behandler og patient i barneårene, da dårlige oplevelser hos tandlægen tidligt i livet kan have langvarige skadevirkninger på folks tandsundhed. Det konkluderer omfattende svensk studie.
Svenske forskere har i en grundig og omfattende kohorteundersøgelse søgt at afklare, hvor stor betydning dårlige oplevelser hos tandlægen i barneårene får for patienternes tandsundhed i voksenlivet.
Studiet omfatter 6.154 personer, som i 1992 var 50 år gamle. Personerne udfyldte igennem 25 år i alt seks spørgeskemaer (et hvert femte år), hvor de bl.a. skulle angive, hvor mange tænder de havde mistet.
Ved undersøgelsens start var der 64 %, der angav, at de havde haft en eller flere ubehagelige oplevelser i forbindelse med tandbehandling inden 20-årsalderen, og 21 % havde mistet en eller flere tænder.
Ved en afsluttende analyse fandt man, at personer med få ubehagelige oplevelser havde større risiko for at miste flere tænder senere i livet end personer uden dårlige oplevelser (OR = 2,34), og risikoen var markant større, hvis personerne havde haft mange ubehagelige oplevelser hos tandlægen (OR = 8,79).
Andre grupper, som havde forhøjet risiko for tandtab, var rygere, enlige, indvandrere og personer med kort uddannelse og svag tilknytning til arbejdsmarkedet.
Forfatterne konkluderer, at dårlige oplevelser i forbindelse med tandbehandling tidligt i livet har langvarige skadevirkninger på personernes tandsundhed. De understreger vigtigheden af at etablere et tillidsforhold mellem patient og behandlere tidligt i barneårene.
Bernabé E, Lie SA, Mastrovito B, Sannevik J et al. Childhood negative dental experiences and tooth loss in later life: a 25-year longitudinal study in Sweden. J Dent 2019;89:103198.
Brignardello-Petersen R. Negative dental experiences in early life increase the risk of experiencing tooth loss after 50 years of age. J Am Dent Assoc 2020;151:e36.