Det skal du være opmærksom på ved børn med astma
Undersøgelser er uenige om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem astma og en dårligere tandsundhed. Som tandlæge er der dog stadig nogle ting, du skal være opmærksom på, når du har et barn med astma i stolen. Bliv klogere her.
Ca. 7-10 % af danske skolebørn har en astmadiagnose.
Astma er en kronisk sygdom i lungerne, som medfører, at luftvejene snører sig sammen, og der dermed bliver mindre plads til, at luften kan passere ind og ud af lungerne.
Her er seks gode råd at støtte sig til, når et barn med astma er i stolen.
1.
Du kan forvente, at barnet er blevet diagnosticeret, når han/hun møder op på klinikken, da sygdommen oftest debuterer inden femårsalderen.
2.
Spørg ind til barnets sygdomshistorik og brug af medicin. Undersøgelser har vist indikationer på, at astma og/eller astmamedicin kan påvirke tandsundheden. Undersøgelserne på området peger dog i forskellige retninger.
3.
Nogle undersøgelser tyder på, at børn med astma lider mere af caries, gingivitis og mundtørhed. Det bør dog først påpeges for barnet og forældrene ved synlige tegn. Nogle forældre kan ellers blive tilbageholdende med medicinen, og det kan få helbredskonsekvenser for barnet.
4.
Afhold dig fra at give standardinstruktioner, men hold dem på individniveau, og pointer, at lægens anbefalinger altid skal følges.
5.
Hvis du ved tandundersøgelsen finder en øget cariesforekomst, instruerer du i bedre tandbørstning. Nogle forældre vil også opleve, at det kan være vanskeligere at børste barnets tænder, fordi plakken sidder bedre fast, og her kan du fortælle, at det muligvis skyldes astma medicinen.
6.
Husk altid forældrene på, at man sagtens kan skrue op for tandbørstningen, men at det er uhensigtsmæssigt at skrue ned for medicinen.
Kilder: Pia Wogelius, klinikleder, tandlæge, ph.d., Aalborg Kommunes Tandpleje og Astma-Allergi Danmark