Tandsygdomme har potentielt været dødelige i 1600-tallet

Londons East End har igennem århundreder været et fattigkvarter og er det trods en begyndende gentrificering stadig.

Den materielle nød er naturligvis mindre i dag end fx i 1600-tallet; men på et enkelt punkt ser det umiddelbart værre ud i dag end på Shakespeares tid: cariesudbredelsen.

Britiske forskere har sammenstillet data fra arkæologiske udgravninger på en kirkegård i East End med nutidige epidemiologiske data fra området og fundet, at DMFT var 8,55 i 1600-tallet mod 13,47 i 2015.

Det hører dog med til billedet, at det i dag er fyldninger, der udgør størstedelen af DMFTværdien, mens der ikke fandtes fyldninger i det arkæologiske materiale.

Eneste behandlingsmulighed på den tid var ekstraktion hos smeden eller barberen; men mange fravalgte den løsning af økonomiske grunde eller slet og ret af skræk.

Det fortælles således, at dronning Elizabeth 1. først indlod sig på at få en smertende tand ekstraheret, efter at ærkebiskoppen af Canterbury som loyal embedsmand og undersåt havde underkastet sig samme behandling.

I en af de arkæologiske udgravninger fandt man periapikale læsioner hos hele 29 % af personerne, og nogle af destruktionerne var så omfattende, at der kan have været tale om livstruende abscesser.

I kirkebogen for området blev ”tænder” faktisk angivet som dødsårsag i 148 ud af 2.669 tilfælde, og dermed var tandsygdomme nummer syv på listen over de 60 registrerede dødsårsager.

Der kan dog være sket en vis overrapportering, da ligsynet på den tid blev foretaget af den lokale degn, der let kunne se, at liget havde dårlige tænder, men næppe kunne diagnosticere internmedicinske lidelser.