Nazi-tandlæger endte som agtede samfundsborgere

Efter 2. verdenskrig blev i alt 48 tyske tandlæger anklaget for krigsforbrydelser, og ikke mindre end 15 af dem blev dødsdømt. Tyske historikere har netop offentliggjort en interessant rapport om de 11 tandlæger, der blev stillet for retten i den britiske besættelseszone. De var alle mænd, ni af dem var medlemmer af nazistpartiet, og de gjorde alle tjeneste i forskellige grene af de væbnede styrker. Kun fire af dem var direkte beskæftiget som tandlæger i forskellige kz-lejre.

To havde rang af lejrlæger, og de blev begge dødsdømt for drab på krigsfanger ved injektion og for at have medvirket til at sende fanger i gaskamrene. Retten lagde vægt på, at man som tjenstgørende læge havde mulighed for at sige fra, hvilket de ikke havde benyttet sig af. Én tandlæge bedyrede, at han kun havde været beskæftiget med almindeligt tandlægearbejde og var uvidende om, hvad der i øvrigt foregik i lejren. Han blev frikendt.

Den sidste kz-tandlæge havde til hovedopgave at fjerne guldrestaureringer fra tænderne på afdøde fanger; men han nægtede også ethvert kendskab til de myrderier, der foregik om ørerne på ham. Den troede retten dog ikke på, så han blev idømt 15 års fængsel, men slap ud efter otte år på grund af god opførsel.

De øvrige syv tandlæger blev anklaget for som tjenstgørende soldater at have deltaget i mord, vold og terroraktioner som fx synagogeafbrændinger. En slap med bødestraf, de øvrige fik fængselsstraffe af kortere varighed. De ni tandlæger, der ikke blev dødsdømt, genoptog efter afsoningen deres odontologiske virke. Otte arbejdede i egen praksis og opnåede ret til sygekassetilskud, og den sidste blev overtandlæge på en offentlig klinik. De var alle agtede samfundsborgere, og deres patienter anede ikke, at de blev behandlet af tidligere krigsforbrydere.