Tandsten afslører euforiserende stoffer
Cannabis, kokain, heroin og alkaloider.
Så lidt som 1 mg tandsten kan påvise et menneskes forbrug af euforiserende stoffer og lægemidler.
En ny metode udviklet på Institut for Retsmedicin i Aarhus anvender komplekse procedurer for opløsning og udvaskning af indlejrede kemiske forbindelser i opsamlet tandsten fra både nyligt afdøde som fra arkæologiske fund.
Metoden er skelsættende, fordi man førhen primært har sporet misbrugsstoffer og lægemidler via kropsvæsker som fx blod og fra hår – men den metode har den svaghed, at hurtigtomsættelige stoffer som fx kokain hurtigt forsvinder fra blodet.
Tandsten har i arkæologiske fund vist sig at være bevaret i over en million år, så det er nærliggende at antage, at tandsten fx vil kunne afsløre, hvad vikingerne indtog for at udvide deres bevidsthed, eller hvad neandertalerne brugte til at dulme smerter.
Tandsten har de seneste 10-15 år vist sig at indeholde et omfattende kartotek af information om livsstil og arvemasse.
Fx har man via tandsten fået viden om, hvor tidligt vores forfædre begyndte at drikke dyremælk og spise forarbejdet kød.
Og andre undersøgelser har via tandsten påvist partikler fra fx hampeplanten til fremstilling af tøj og kurve.
Kilder
Dorthe Arenholt Bindslev, adjungeret professor, Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet, Sørensen LK, Hasselstrøm JB, Larsen LS, Bindslev DA. Entrapment of drugs in dental calculus – Detection validation based on test results from post-mortem investigations. Forensic Science International 2021:319 (Set 2021 januar).
Tilgængelig fra: URL: http://dx.doi.org/10.1016/j.forsciint.2020.110647