Posteriore broer af zirkonia og metalkeramik har samme overlevelsesrate
Kindtandsbroer i zirkonia er en forudsigelig behandling på den mellemlange bane, selv om de har let forøget risiko for fraktur af overfladeporcelæn. Det konkluderer et nyt studie. Dansk forsker mener dog, der er punkter i studiet, som man skal være kritisk overfor.
Spanske og portugisiske forskere har udarbejdet en systematisk oversigt og meta-analyse til belysning af, om kindtandsbroer af zirkonia adskiller sig fra tilsvarende broer af metalkeramik med hensyn til overlevelsesrate og komplikationer.
Oversigten er baseret på syv randomiserede kliniske studier.
Fem af disse indgår i meta-analysen, som omfatter 330 patienter med i alt 350 kindtandsbroer i over- eller underkæbe (177 i zirkonia, 173 i metalkeramik).
97,6 % af broerne var treleddede, de resterende var fire- eller femleddede.
Zirkonia er så nyt, at der ikke findes mange langtidsstudier af høj kvalitet
GOLNOUSH BAHRAMI MØLLER, LEKTOR, PH.D.
Observationsperioden i studierne varierede fra tre til fem år.
Overlevelsesraten var 96,9 % for MK-broer og 95,4 % for zirkoniabroer, og forskellen imellem de to var ikke signifikant.
Der var ingen forskel på de to materialer med hensyn til biologiske komplikationer (plak, blødning, fæstetab, tab af vitalitet) og en række tekniske komplikationer (kanttilslutning, tab af retention, okklusalt slid).
Derimod var der ved zirkoniabroerne 22,3 % større risiko for fraktur af overfladeporcelæn; men i de fleste tilfælde drejede det sig om mindre frakturer, som kunne poleres op i munden.
Forfatterne konkluderer, at kindtandsbroer i zirkonia er en forudsigelig behandling på den mellemlange bane, selv om de har let forøget risiko for fraktur af overfladeporcelæn.
Kilder
Limones A, Molinero-Mourelle P, Azevedo L et al. Zirconia-ceramic versus metal-ceramic posterior multiunit tooth-supported fixed dental prostheses. A systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. J Am Dent Assoc 2020;151:230-8.
Kommentar fra Golnoush Bahrami Møller, lektor, ph.d., Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet
Systematiske reviews er den højeste videnskabelige dokumentation for spørgsmål, som forskere forsøger at finde svar på. Dette review er af høj kvalitet og publiceret i et anerkendt tidsskrift. Der er dog nogle punkter, som vi skal forholde os kritiske overfor.
1) Antallet af inkluderede studier: forfatterne sammenligner resultaterne af fem longitudinelle studier, som opfyldte kravene til at være kliniske, randomiserede studier. De inkluderede studier er dog af høj kvalitet, og resultaterne er derfor pålidelige.
2) Den gennemsnitlige observationstid for de inkluderede studier er fire år. Dette skyldes, at zirkonia er så nyt, at der ikke findes mange langtidsstudier af høj kvalitet, som vi kender fra fx metalkeramiske restaureringer.
3) 97,6 % af broerne er treleddede broer.
4) Zirkoniabroerne er lavet af zirkoniastel med overfladeporcelæn, dvs. ingen monolitiske zirkoniabroer. Chipping-problemet vil selvfølgelig være løst i monolitiske løsninger, dog er der andre ukendte faktorer, bl.a. graden af antagonistslid.
Der er ingen tvivl om, at zirkonia er et meget lovende materiale, som anvendes mere og mere i den dentale verden. Der vil også komme mere dokumentation omkring materialet med tiden. Det er vigtigt, at praktiserende tandlæger holder sig opdaterede, når de anvender det, da det er et materiale under konstant ændring, og med hver ændring kommer der ukendte faktorer. Man skal fx være opmærksom på, at æstetikken i monolitisk zirkonia er på bekostning af styrke.