Nye bud på behandling af obstruktiv søvnapnø-syndrom
Hvordan skal obstruktiv søvnapnø-syndrom (OSAS) behandles? Det har forskere fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg undersøgt. Læs deres vurderinger her.
Obstruktiv søvnapnø-syndrom (OSAS) er en sygdom med søvnrelaterede vejrtrækningspauser og dagtræthed. OSAS forekommer i Danmark hos 4 % af mænd og 2 % af kvinder med en øget forekomst blandt ældre og overvægtige. OSAS forårsager reduceret årvågenhed og nedsat livskvalitet og er forbundet med forøget risiko for hypertension, kardio- og cerebrovaskulær morbiditet, diabetes og depression.
Forskere fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har i en ny artikel gennemgået behandlingsmulighederne ved OSAS:
Non-invasiv behandling
OSAS behandles med livsstilsændringer i form af motion, vægttab, reduktion af alkoholforbrug og sovemedicin. CPAP (Continuous Positive Airway Pressure) er en luftblæser, der via en maske sikrer frie luftveje under søvn, og er den primære behandling af patienter med OSAS.
MAD (Mandibular Advancement Device)-skinner kan anvendes til patienter, som har mild til moderat OSAS og ikke ønsker eller tåler CPAP, men behandlingen er endnu ikke en del af det offentlige behandlingstilbud.
Kirurgiske behandlinger
I tilfælde med moderat til svær OSAS, hvor ovenstående tiltag ikke giver den ønskede virkning eller ikke tåles, findes der forskellige kirurgiske behandlingsmuligheder. Fx indgreb i næsen, ganen, svælget eller kæberne. Forfatterne fremhæver, at behandlingen med kirurgisk fremføring af over- og underkæbe bør udbredes yderligere til behandling af OSAS.
Behandlingen består af en kirurgisk fremføring af over- og underkæben, som derved fører til en volumenforøgelse af de øvre luftveje. MMA er den mest effektive kraniofaciale kirurgiske behandling af patienter med OSAS, idet den kirurgiske succesrate er 86 %, og 43 % bliver kureret for OSAS.
Behandlingen udføres rutinemæssigt hos patienter med vækstbetingede kæbeanomalier på alle landets kæbekirurgiske afdelinger og er godkendt af Sundhedsstyrelsen til behandling af OSAS.
Kilde
Schwartz K, Ingerslev J, Petersen SK, Thorn JJ. Behandling af patienter med obstruktiv søvnapnø-syndrom. Ugeskr Læger 2021;183:V07200501.